Nicoline var utryg - nu går hun til selvforsvar

Flere kvinder vil træne selvforsvar, og det er også en god måde at bygge noget styrke og selvtillid op, lyder det fra deltager.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det nylige mord på Mia Skadhauge Stevn i Aalborg har sat ekstra fokus på kvinders tryghed i nattelivet. På angsten når man går alene, på hvordan nogle kvinder gør sig klar til at forsvare sig.

Og nu vil mange lære at slå fra sig. Det oplever man blandt andet hos Krav Maga Global i Aarhus, som tilbyder selvforsvarskurser.

En af deltagerne til søndagens kursus er 25-årige Nicoline Smedegaard, der startede for et halvt år siden, fordi hun vil gøre alt, hvad hun kan for at føle sig mere sikker i bylivet.

- Jeg har tit følt mig utryg, når jeg skulle hjem fra byen og tit løbet hjem fra fredagsbar og haft nøgler mellem fingrene.

- Det her giver helt sikkert noget styrke. At vide, at hvis uheldet er ude, så kan jeg noget - jeg kan handle, jeg kan slå fra mig, siger Nicoline Smedegaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Nicoline Smedegaard øver her, hvordan hun kan pacificere en overfaldsmand.

I træningsstudiet har chefinstruktør Christian Patrick Namruk siden drabet i Nordjylland fået en del flere henvendelser fra kvinder, som gerne vil lære at forsvare sig selv.

- Vi holder altid selvforsvarskurser for kvinder, men i år har det været lidt specielt med det, der er sket. Der har været en masse henvendelser, siger Christian Patrick Namruk.

Drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn i Nordjylland har skabt reaktioner over hele landet og således også i Aarhus, hvor flere hundrede samledes for at tænde lys.

Nicoline Smedegaard har også kunnet mærke, at flere starter til selvforsvar, fordi de føler sig utrygge og vil gøre noget ved det.

- Nogen synes bare, det er megafedt og har en stor interesse i selvforsvar, men der er også en del, der starter på grund af utryghed og alle de skrækhistorier, man hører, siger hun og understreger, at hun helt sikkert vil fortsætte.

- Det giver mig så meget, siger hun.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her