Ny idé skal mindske madspild: Her sætter kunderne selv priserne ned
Købmand tester varierede priser på dagligvarer afhængig af datomærkningen. Netop variable priser efterlyste professor forleden for at mindske madspild.
Da Nichlas Møller, købmand i Løvbjerg på Trøjborg i Aarhus, forleden læste nyheder fra TV2 ØSTJYLLAND, stødte han på en historie om madspild, der rørte ham.
Han kunne læse om Jessica Aschemann-Witzel, professor ved institut for virksomhedsledelse på Aarhus Universitet, der argumenterer for, at skal madspildet fra dagligvarebutikkerne mindskes, kan det være en idé, at rullepølsen koster noget forskelligt, afhængig af hvor længe den kan holde sig.
- For at løse det her er det bedste at gå efter nogle veje, hvor man dynamisk kan ændre priserne, lød det fra Jessica Aschemann-Witzel.
Hos Nichlas Møller i den familieejede købmandskæde Løvbjerg er de netop ved at teste en løsning, der læner sig op ad den idé. De er stadig i testfasen og har derfor endnu ikke slået på stortromme for det, men TV2 ØSTJYLLANDS historie om madspild forleden gav ham lyst til komme på banen.
- Vi har ikke været ude og buldre og brage for det, men nu så jeg lige indslaget. Jeg holder sindssygt meget øje med det her madspild, siger han til TV2 ØSTYLLAND.
Kunden klarer selv rabatten
Løsningen er egentlig ret enkel, og trods lidt børnesygdomme i teknikken til at begynde med går det nu fremad med at lade kunderne selv mærke varerne ned.
- I sin enkelthed har vi sat en stander op, hvor kunden selv kan sætte sin vare ned, hvis der er under tre dage til holdbarheden, forklarer købmanden.
Maskineriet er indkodet med nogle procentsatser, så man får op til 60 procent rabat på sidstedagen afhængig af hvor tæt på sidste salgsdato, varen er, og er det ikke nok, kan købmanden skrue yderligere op for procenterne. Ligesom på grøntvægten og slikvægten spytter maskineriet selv en ny prislabel ud, som kunden sætter på varen.
- Jeg synes, vi har fundet en løsning, hvor vi byder ind på det med at undgå madspild på en anden måde, siger Nichlas Møller om idéen, der er lånt fra svenske Deligate.
De tænker stadig over, hvordan systemet kan udvikles. For eksempel er det i tankerne, om tre dages holdbarhed ikke er lige kort nok for kolonialvarer som mayonnaise og mel.
- Ved kolonialvarer er fem dage måske mere fornuftigt, tænker købmanden højt.
God idé mener ekspert
Ifølge Jessica Aschemann-Witzel, professor ved institut for virksomhedsledelse på Aarhus Universitet, er idéen om, at kunderne selv kan sætte varen ned, når den nærmer sig udløbsdatoen, faktisk ganske god for en del af kunderne.
- Det appellerer jo til dem, der er meget prisbevidste til at gøre noget aktivt. Vi ved fra for brugeradfærdsforskning, at forbrugere er meget forskellige, og nogle tænker slet ikke på prisen, mens andre går meget op i at kigge på priserne, og det er her, at den gruppe, der går meget op i at kigge på prisen, kan gøre noget, som passer til dem, siger Jessica Aschemann-Witzel om kundegruppen, som også i undersøgelser fremstår som dem, der ikke har meget madspild derhjemme, fordi de passer på at få brugt varerne, påpeger hun.
Ved at gøre priserne dynamiske, får kunderne i det hele taget et ekstra incitament til at vælge varer med få dage til udløb.
- Forbrugerne er glade for, hvis de kan betale mindre for en vare, som de alligevel ikke har brug for den her lange fleksibilitet på. Der kan en dynamisk prisnedsættelse være praktisk for det., siger Jessica Aschemann-Witzel.
Klar til udbredelse
Dagligvarebutikkerne bliver nogle gange skudt i skoene, at det kan betale sig at smide varer ud, men den køber Løvbjerg-købmanden ikke. Tværtimod.
- Vi synes ikke, det er sjovt at smide varer ud. Det koster os penge, siger Nichlas Møller og understreger, at de med den nye løsning heller ikke er ude på at slippe for at holde øje med, om varerne bliver fordærvede.
- Det er ikke, fordi vi vil fraskrive os ansvaret for selv tjekke datoer, for det gør vi, siger købmanden.
Maskineriet har stået der siden engang i august, og indtil videre har standeren fået en central plads tæt ved indgangen. Så lærer kunderne den forhåbentlig at kende, så butikken kan nøjes med at sende de ældste ud ad fordøren frem for i containeren ad bagdøren.
- De fleste kunder kommer ikke selv hen og spørger personalet, om de kan få nedsat en vare, der er ved at løbe på dato. Det er der lidt tabu omkring.
Lige nu har butikken på Trøjborg en stander, men den kan blive til flere, ligesom løsningen kan brede sig.
- Det er noget, vi er klar til at udrulle i hele kæden, hvis det viser sig at fungere, siger Nichlas Møller, som ikke har sat en dato for, hvor længe de tester rabatmaskinen.