På den ene side af gaden må man ikke lave yoga - på den anden må man godt

I fitnesscentrene må de godt lave yoga-hold, men ikke på den anden side af gaden. Det er sådan, FO-Aarhus oplever det lige nu, hvor de må holde lukket.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Hvorfor er forskellige regler for den samme aktivitet, spørger formanden for FO-Aarhus.

- Mørke, tomme lokaler.

Det er situationen lige nu i FO-Aarhus' lokaler, når man spørger formand Torben Dreier.

Oplysningsforbundet tilbyder både kurser og fysiske aktiviteter, men lige nu står alt stille. Årsagen er, at de aktuelle coronarestriktioner forbyder folkehøjskoler, aftenhøjskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter at holde åbent.

Det inkluderer dermed FO-Aarhus' yoga- og pilates-tilbud, selvom de samme aktiviteter lovligt kan foregå hos eksempelvis fitnesscentre.

- Jeg synes, det er meget, meget kedeligt. Der er mange af vores borgere, der virkelig bliver ramt af det her.

- Hvis det er fitnesscentre, er der også en anden organisering. Det er et privat firma, og så er det lovligt, siger Torben Dreier.

Hvad tænker du om det?

- Jamen det er helt urimeligt! Det er …, siger Torben Dreier, inden han tontungt sukker sin frustration ud.

Fra en ekspert lyder det da også, at coronavirus ikke smitter mere eller mindre afhængigt af, hvem arrangøren er.

- Der er ikke nogen forskel på, om man dyrker yoga ét sted frem for et andet, siger professor og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard.

Fra Folketinget forstår Socialdemokratiets kulturordfører og medlem af Epidemiudvalget, Kasper Sand Kjær, godt Torben Dreiers frustration.

- Der er ikke et godt argument, når man stiller en aktivitet over for en anden og spørger, hvorfor den ene er åben, når den anden ikke er.

- Det, Epidemikommissionen har anbefalet regeringen, og regeringen har indstillet til epidemiudvalget, og som epidemiudvalget fulgte, var, at vi blev nødt til at dæmpe samfundsaktiviteten, siger Kasper Sand Kjær.

Men Torben Dreier forstår stadig ikke, hvorfor hans borgere skal rammes.

- Det er urimeligt, at de ikke kan komme i gang, hvis de er ensomme, ældre eller unge, som har stress, depression og så videre. Så må de ikke møde ind. Det er jo ikke rimeligt, siger FO-Aarhus-formanden.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her