To personer anholdt i sag om forsvundet fireårig pige
To personer er blevet anholdt i sagen om en fireårig pige, der onsdag var forsvundet i en time fra en institution i Aarhus V
Opdatering: Østjyllands Politi har anholdt en 33-årig mand, som torsdag fremstilles i grundlovsforhør. Han er sigtet for et sexovergreb. Læs mere her.
___
Østjyllands Politi oplyser, at man har anholdt to personer i forbindelse med bortfjernelsen af en fireårig pige fra en institution på Snogebæksvej i Aarhus V.
Pigen var forsvundet i en time.
Østjyllands Politi efterforsker fortsat hændelsen og har ikke flere oplysninger på nuværende tidspunkt.
- Vi har af efterforskningsmæssige årsager ikke yderligere oplysninger, sagde vagtchef Peter Hunniche fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND onsdag aften.
Politiet afspærrede efter onsdagens episode et større område omkring børnehaven, hvor pigen var forsvundet fra.
Politiet har tidligere oplyst, at sagen efterforskes af afdelingen for personfarlig kriminalitet.
Hasle Dagtilbud, hvor Børnehuset Snogebæksvej hører under, har efter episoden udsendt information til alle forældre i dagtilbuddet.
Her fremgår det, at den fireårige pige selv vendte tilbage til institutionen. Ud fra det, hun fortalte, har både pigens forældre og dagtilbuddet anmeldt sagen til politiet. Ligesom episoden har givet anledning til, at dagtilbudene har iværksat ekstra opsyn.
Børnehave skærper opsyn
I en meddelelse, som blev sendt ud til forældrene onsdag, forsikrede dagtilbudslederen, at børnehaven har skærpet opsynet med børnene.
- Vi har her i eftermiddag gennemgået vores procedurer for medarbejdernes opsyn og runderinger, når alle børn er på legepladsen, skrev Kristine Schroll, dagtilbudsleder ved Hasle Dagtilbud, hvor Børnehuset Snogebæksvej hører under.