Politiet indstiller efterforskning i stor hærværkssag med luftgevær
Gerningspersonen til en række hærværksepisoder i flere østjyske byer bliver sandsynligvis ikke fundet.
Mindst 58 borgere i Østjylland fik tilbage i slutningen af juli skudt ruder i biler og huse i stykker med hagl fra et luftgevær.
Det gik særligt ud over bilruder i områderne ved Mårslet, Odder og Solbjerg samt ved Gram og Hylke ved Skanderborg.
Politiet ledte i den forbindelse efter en ældre stationcar, som var blevet set i Odder omkring gerningstidspunktet.
Men i et brev til de forurettede oplyser politiet nu, at de vurderer, at de ikke kan komme videre med efterforskningen, da der ikke er kommet tilstrækkelige spor, vidneforklaringer eller andre beviser.
- Vi indstiller efterforskningen, fordi vi mener, vi har udtømt vores muligheder i forhold til at komme gerningsmanden nærmere, siger Michael Kjeldgaard, der er politiinspektør ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det ærgrer Jan Dahl Thøgersen, der bor i Mårslet, og selv fik sin bil beskudt.
- Det havde været glædeligt, hvis nogen blev stillet til ansvar. Det er et under, at der ikke er sket personskade, og de familier, der er blevet ramt, har selv skullet betale for nye ruder, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Sagen kan genoptages
Østjyllands Politi skriver dog i brevet, at sagen kan genoptages, hvis der kommer nye oplysninger.
- Jeg forstår godt, hvis de ramte borgere er frustrerede over, at sådan en sag ikke kan opklares, men vi gør alt, hvad vi kan, og hvis der kommer nye oplysninger, tager vi den op igen, siger politiinspektør ved Østjyllands Politi, Michael Kjeldgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Og det håber Jan Dahl Thøgersen fra Mårslet, at der gør.
- Jeg håber, at der stadig sidder vidner derude, som nu vågner op, siger han.