Prins Henriks kiste fik påkastet jord fra Marselisborg Slot

Kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen kastede jord fra Marselisborg og Cayx på prins Henriks kiste

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Prins Henriks bisættelse fandt sted tirsdag formiddag i Christiansborg Slotskirke i København. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Den jord, som kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen kastede på prins Henriks kiste under tirsdagens bisættelse, stammer fra parken omkring Marselisborg Slot og vinmarkerne ved regentparrets franske vinslot, Château de Cayx.

Det oplyser kongehuset.

I 1967 fik prinsesse Margrethe som tronfølger og prins Henrik overdraget Marselisborg Slot af kong Frederik IX. Regentparret har benyttet slottet i Aarhus som sommerresidens og har ofte holdt jul på slottet.

Marselisborg Slot ligger ved Mindeparken i Aarhus og har udsigt ud over Aarhus Bugten. Foto: Axel Schütt - Ritzau Scanpix

I 1974 købte dronning Margrethe og prins Henrik vinslottet Château de Cayx. Slottet blev restaureret, og de genoptog vinproduktionen. Château de Cayx kan spores tilbage til 1300-tallet. Da sikrede slottet kontrollen med floden Lot.

Chateau de Cayx ligger få kilometer fra prins Henriks barndomshjem. Billedet her er fra 2003. Foto: Jørgen Jessen - Ritzau Scanpix

Erik Norman Svendsen foretog jordpåkastelsen, som den sidste kirkelige handling i bisættelsen, inden prinsens kiste blev båret ud.

- Henrik, prins af Danmark, af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå, sagde Erik Norman Svendsen.

Mens kirkeklokkerne ringede, og Batteriet Sixtus på Holmen affyrede en sidste sørgesalut for prins Henrik, tog den nærmeste familie en sidste privat afsked med prinsen.

Herefter blev kisten båret ud til den ventende rustvogn.

Her bliver prins Henriks kiste båret ud til rustvognen efter bisættelsen i Christiansborg Slotskirke. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Ti rødklædte officerer fra Den Kongelige Livgarde, der har stået vagt om prinsens båre, bar kisten ud. De er alle tidligere udsendte og bar også kisten ind i Christiansborg Slotskirke i fredags.

Mens kisten roligt blev lempet ind i den sølvgrå rustvogn, så dronning Margrethe, børn, svigerbørn og børnebørn til.

VIDEO: Her kan se mere om prins Henrik og forholdet til Østjylland.

De stod ved indgangen til Christiansborg Slotskirke. Alle var klædt i sort, og dronning Margrethe bar sort slør.

En æresvagt med repræsentanter fra hæren, søværnet og flyvevåbnet stod på fortovet på den anden side af Christiansborg Slotskirke. Musikkorpset spillede "Prins Henriks Honnørmarch", mens klokkerne ringede.

Prinsen døde 13. februar på Fredensborg Slot. Han blev 83 år.

Over hele landet ringede alle kirkeklokkerne tirsdag til ære for prins Henrik i en halv time inden bisættelsen og en halv time efter.

Herunder kan du høre kirkeklokkerne fra Domkirken i Aarhus ringe for prins Henrik.

I Nødager ved Kolind var det graver og ringer Orla V. Johansen, der stod for at ringe med kirkeklokkerne. Ham kan du møde herunder.

VIDEO: Orla måtte skifte arm, da han ringede for prins Henrik

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her