Rådhusuret i Aarhus indstilles af teknologi - sådan er det ikke i København
Computerstyring og radiosignaler styrer rådhusuret i Aarhus, når vi skifter mellem sommer- og vintertid.
I over 30 år har teamleder Henrik Kjærsgaard stillet rådhusuret i Aarhus frem og tilbage mellem sommer- og vintertid.
Når uret skulle stilles en time frem, flyttede han viserne med hænderne.
Skulle uret, som er designet af Arne Jacobsen, stilles en time tilbage, måtte han slukke for strømmen og tænde igen en time senere.
Men når vi natten mellem lørdag og søndag stiller urene en time tilbage for at skifte til vintertid - eller normaltid - skal Henrik Kjærsgaard intet foretage sig.
- Vi fik bygget teknik ind i 2018, således at uret styres af et radiosignal fra Tyskland. Uret stiller på den måde sig selv, og det er meget mere præcist, siger han.
Har erstattet manuel indstilling
Også i Odense har teknologi erstattet manuel indstilling, fortæller Kim Andersen, som er teknisk servicemedarbejder på rådhuset.
- Vi lavede det om i sommer, så i foråret stillede vi stadig tiden manuelt. Man trykkede på en knap, så uret hoppede et minut frem, og så stod man ellers og trykkede 60 gange for hvert minut.
- Nu styres det via et system, som kører efter verdensurene. Der sidder en lille motor og en computerstyring, som også styrer vores ventilationssystem, forklarer han.
Teknologiske løsninger har endnu ikke gjort sit indtog på Københavns Rådhus.
Lars Niemi, som er finmekaniker hos Kemp & Lauritzen, har haft ansvar for uret siden 1998, og hver fredag samt nytårsaftensdag servicerer han selv.
Han stiller det også selv frem og tilbage to gange om året.
- I foråret trykker jeg 60 gange på en knap om natten, så uret rykker sig en time frem, siger han.
Når uret skal stilles en time tilbage, slukker han for strømmen om natten og venter med at tænde igen, til der er gået en time.
Københavns rådhusur er verdens første elektro-mekaniske urværk.
Derfor - og på grund af urets alder - overvejer man ikke at erstatte den manuelle indstilling med en teknologisk løsning.