Saras butik blev skændet af graffiti: Pludselig trådte en ukendt mand til med hjælp

- Jeg var lige ved at begynde at græde, lyder det fra butiksindehaver Sara Maria Brockelmann om den hjælp, hun pludselig og uventet fik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
- Jeg tænkte, hvor er det bare nederen, at der er nogen, der har lyst til at ødelægge ting for andre, siger butiksindehaver Sara Maria Brockelmann om det hærværk, der mødte hende natten til lørdag på hendes butiksfacade. Foto: Privatfoto

Natten til lørdag var Sara Maria Brockelmann på vej hjem fra en privatfest, da hun pludselig fik sig noget af en overraskelse, idet hun passerede sin nye butik i Brabrand ved Aarhus.

Nogen havde lavet hærværk på hendes butiksfacade med graffiti.

- Jeg tænkte, hvor er det bare nederen, at der er nogen, der har lyst til at ødelægge ting for andre, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer:

- Den butik betyder jo alverden for mig.

Det var dette syn, der mødte butiksindehaver Sara Maria Brockelmann natten til lørdag. Foto: Privatfoto

En ukendt maler trådte pludselig til med hjælp

Butiksindehaveren Sara Maria Brockelmann anmeldte hærværket til politiet, men hun var så frustreret, så hun skrev et opslag i en lokal bygruppe på Facebook.

- Det var en måde at få sagt, at det her er for træls, men jeg ville også gøre opmærksom på det for at se, om der var nogen, der skulle have set noget, forklarer hun.

Men opslaget viste sig at føre noget helt tredje med sig, som Sara Maria Brockelmann ikke havde regnet med.

Jeg var lige ved at begynde at græde.
Sara Maria Brockelmann, butiksindehaver

En lokal maler fra området, Rami Chaabi, så nemlig hendes facebookopslag og besluttede sig hurtigt for, at han ville træde til med hjælp.

- Jeg kunne se, at hun skrev, hun var ked af det, og hvor meget det berørte hende - og jeg synes, man skal være der for hinanden, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg kunne se, at hun skrev, hun var ked af det, og hvor meget det berørte hende - og jeg synes, man skal være der for hinanden.
Rami Chaabi, maler

Lørdag middag kørte Rami Chaabi derfor ud for at købe noget maling, og derefter tog han over til Sara Maria Brockelmanns butik for at male facaden - helt uopfordret og på eget initiativ.

- Det er måske en lille ting, men det er nok for mig at se, at det gør hende glad, siger Rami Chaabi.

Lørdag middag var graffitien blev overmalet, og butiksfacaden så igen pæn ud, efter Rami Chaabi havde været forbi og male den. Foto: Rami Chaabi

Rami Chaabi og Sara Maria Brockelmann kender ikke hinanden på forhånd, og derfor kom det som en stor overraskelse for hende, da der lørdag pludselig tikkede en beskedanmodning ind på Facebook, hvor Rami Chaabi havde skrevet til hende og vedhæftet nogle billeder af den nymalede facade.

- Jeg var lige ved at begynde at græde, siger Sara Maria Brockelmann til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er vildt skønt at mærke, at der er nogen, der træder til, når man er frustreret over det, tilføjer hun.

Hendes nye butik er en garnbutik med blandt andet lokal kunsthåndværk, som hun åbnede den 9. maj.

- Det er mit lille hjertebarn. Jeg har brugt meget tid på at sætte den i stand henover foråret, så det betyder alt for mig, at den ser ordentlig ud, siger hun.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her