Se billeder fra vild ombygning: Byens ældste hotel renoveres for 20 millioner
Arbejdet begyndte i januar og ventes at være slut midt i maj.
Hvordan holder man et hotel i drift, mens håndværkere har rygende travlt med en omfattende renovering på alle fire etager?
Gæsterne skal jo ikke have forstyrret deres nattesøvn, og de skal også have både vådt og tørt flere gange om dagen.
Hotel Royal på Store Torv i Aarhus startede den 2. januar en omfattende renovering, hvor prisen løber op i omkring 20 millioner kroner, og TV2 Østjylland har fået lov til at kigge indenfor i processen her, nogle uger før arbejdet ventes at være slut midt i maj.
Der bliver båret materialer ind fra gaden, og der bliver hamret, banket, boret, savet og malet overalt, så den gamle bygning fra 1830'erne tager sig bedst muligt ud.
- Man skal lige bruge fantasien lidt endnu, men det bliver godt. Det er helt sikkert. Vi glæder os alle sammen helt vildt meget til at byde gæsterne velkomne under normale vilkår igen, siger Line Olesen, mens hun viser rundt mellem byggematerialer og bookede værelser.
Som hotelchef har hun det daglige ansvar for driften, og hun sidder også med ved bordet, når der hver mandag bliver kaldt til byggemøde og statussnak for de mange firmaer, der står for renoveringsarbejdet.
Mødet finder sted i restauranten på første sal, der tidligere hed Atrium og nu bliver omdøbt til Queens Garden med planer om at byde på champagnebrunch og afternoon tea.
På vejen derop kan man bemærke, hvis man har været her før, hvordan at væggenes tidligere terracotta-røde marmor nu er malet over med en grå farve, der skal skabe ro og bevirke, at de mange vægmalerier står tydeligere frem under stuklofterne.
- Det betyder også, at ting som messingskilte og de snedkerlavede døre virkelig kommer til sin ret, siger Line Olesen.
Gulvtæpperne er fjernet fra trapperne fra receptionsområdet og op til første sal, så man kan se marmoren på trinnene. Fra første sal op til fjerde er der ikke marmor, men almindeligt træ under tæpperne.
Helt aktuelt er rosensuiten, hvor man har udsigt over Store Torv, ved at blive renoveret. Det bliver hotellets nye brudesuite, hvor der blandt andet kommer et repos med badekar, hvor man får frit syn over det centrale Aarhus. Læg dertil en bruseniche med plads til to personer, en stor dobbeltseng og et opholdsområde med et fladskærms-tv, som kan køres rundt på et staffeli.
Det ligner måske en mindre krigszone lige nu, men man fornemmer, hvor det bærer henad, og det er lykkedes hotel- og gastronomikoncernen bag Hotel Royal og otte andre hoteller, familievirksomheden Bühlmann, at nøjes med blot to ugers total nedlukning i januar, da reception og lobby blev bygget om.
Hotel Royal har gennem årene huset alt fra kongelige til kendte, og ambitionen er at skabe et boutiquehotel af international standard med respekt for den mere end 180 år lange historie, forklarede direktør Danni Bühlmann i december 2023.
Bühlmann-familien overtog forpagtningen af Hotel Royal den 1. maj sidste år.
80 procent af inventaret bevares
Det er den svenske arkitekt- og indretningsvirksomhed Semrén & Månsson, som står for designet på det nye Royal. Næsten samtlige 69 værelser bliver opgraderet, og der er også lavet fire helt nye værelser, som spænder fra penthouse og brudesuite til Kings Suite og Queens Single.
Det eneste værelse, der ikke bliver gjort noget ved lige nu, er penthousen. Det bliver der taget hånd om senere.
Ambitionen er at bevare 80 procent af inventaret, så møbler og interiør bliver ikke smidt ud, men kørt til et lager.
Men hvorfor skal hotellet overhovedet renoveres, er der mange, der spørger om. Line Olesen svarer dem, at hotellet simpelthen fortjener fornyelsen.
- Jeg synes, vi skylder bygningen den kærlighed, der ligger i en fornyelse. Det slider på værelserne, når der er så mange gæster forbi, sige Line Olesen og tilføjer, at mange af møblerne også har fået en kærlig behandling med oliering og ompolstringer.
Mon de står lige så flot om nye 180 år?
Hotel Royal
Grunden mellem Store Torv, Bispegade og Rosensgade, hvor Hotel Royal i dag ligger, var i sin tid delt op i tre forskellige grunde med hver sin gård. På grunden ud til Store Torv lå den såkaldte Kongens Gård, der var opført i 1798.
I 1837 købte en mand ved navn Niels Larsen, Odense, bygningen og indrettede den som gæstgivergård.
Fra den 24. maj 1838 har stedet fungeret som hotel.
I 1839 købte Niels Larsen nabogården ud mod Rosensgade og byggede de to gårde sammen, så hotellet blev udvidet.
I 1846 byggede han en ekstra etage på forhuset mod Store Torv.
Hotellet er tegnet af arkitekterne Thorkel Møller og Eggert Achen.
Det har tidligere rummet en biograf frem til 1991.
Der er fortsat casino i kælderens marmorsal.
Kilde: Aarhus Wiki og Hotel Royal.