Skole lukker som landets første efter tilfælde af COVID-19
Børnenes forældre må som udgangspunkt godt tage på arbejde.
Ingen på skolen vil have rekorden, men nu er den deres.
Malling Skole nær Aarhus er landets første folkeskole, der lukker midlertidigt på grund af COVID-19.
Lukningen gælder både for elever og lærere og sker efter to tilfælde af corona-smitte, COVID-19, på skolen.
Det oplyser direktør i Børn og Unge i Aarhus Kommune, Martin Østergaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det setup, der er på skolen, udgør en sundhedsrisiko for børnene, lyder det.
Lukningen sker, efter at en femteklasse og to lærere mandag blev sendt i hjemmekarantæne på Styrelsen for Patientsikkerheds anbefaling.
Synd for børnene
Skolelukningen vil vare mindst 14 dage, oplyser Martin Østergaard.
- Det er utrolig synd for de børn, der er sat under de her omstændigheder. Det er et hårdt forløb, fordi vi kan se på nogle af de spørgsmål, der er blevet stillet til os, at børnene er ængstelige, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- De bliver afskåret fra deres kammerater og deres hverdagsrutine, og de skal tage stilling til nogle ting, som mange andre børn heldigvis ikke skal. De bliver landskendte for at være dem, der er underlagt den her smitte.
Det er op til Styrelsen for Patientsikkerhed, om karantæneperioden på 14 dage bliver forlænget.
Styrelsen kender smittekilderne, og der skal ikke være tale om, at de to smittede har smittet hinanden. Smitten kan spores direkte tilbage til et udenlandsk risikoområde.
Andre vil også lukke
Som konsekvens af beslutningen vil også den lokale fritids- og ungdomsklub samt skolens SFO være midlertidigt lukket.
Lukningen af skolen rejser en række spørgsmål. Blandt andre følgende:
Hvis de godt 600 skolebørn er sendt hjem, fordi de potentielt alle kan være smittede med COVID-19, skal deres forældre så også blive hjemme?
Ifølge direktøren i Børn og Unge i Aarhus Kommune er det ikke umiddelbart tilfældet.
- Der er rigtig mange forældre, der er berørte, og det vil blive et problem. Men hvis nogle af forældrene skal blive hjemme, fordi de kan være udsat for smitte, er de blevet kontaktet direkte af Styrelsen for Patientsikkerhed, siger Martin Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge Østergaard er det et spørgsmål om tid, inden en anden dansk skole lukker.
Han oplyser, at skolen vil søge råd og vejledning hos Undervisningsministeriet og i KL.
Martin Østergaard anmoder alle forældre og medarbejdere i Malling om at følge de retningslinjer, der kommer fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Skolens elever, forældre og medarbejdere er orienteret om, at skolen midlertidigt er lukket.