Sortklædte demonstranter indtog byens gader: - Hvis jeg skal være helt ærlig, så blev vi lidt skræmte
Lørdagens protest-demonstration mod coronarestriktionerne var en voldsom oplevelse for flere borgere i Aarhus.
- Det var da lidt voldsomt, og så begyndte de også at holde fest med kanonslag lige nede foran i krydset, fortæller Amalie Brendholdt til TV2 ØSTJYLLAND søndag.
Hun er en af de mange århusianere, der lørdag aften kunne følge demonstrationen gennem Aarhus Midtby arrangeret af bevægelsen 'Men in Black'.
En demonstration, der ikke gik stille af sig.
- Vi skulle lige til at spise, og så kan man bare pludselig høre dem ude på gaden, og vi havde også set politibiler køre rundt hele dagen, så det var lidt voldsomt, siger Amalie Brendholdt.
Men in Black - kendt for voldelige demonstrationer
Bevægelsen er tidligere kendt for at lave voldelige demonstrationer i andre danske byer som København og Aalborg. I går blev det så århusianernes tur til at se nervøst med fra altaner og vinduer, mens sortklædte demonstranter indtog byens gader.
Jes Storm Madsen var en af dem, som så demonstrationen fra sit vindue.
- Det var lidt larmende og støjende. Vi så den jo bare oppe fra vores vindue. Jeg tror, det var lige, da det startede, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
Andre blev afbrudt i lørdagssporten.
- Jamen jeg ligger egentlig bare og ser fodbold inde i soveværelset, og så kan jeg høre en masse larm fra folk, der kommer gående forbi. Vi bor i stueetagen, så min kæreste og jeg kigger lige ud ad vinduet. Hvis jeg skal være helt ærlig, så blev vi lidt skræmte, fordi folk var maskerede, siger Frederik Ottesen til TV2 ØSTJYLLAND.
Kun én enkelt anholdt
Søndag ligger der stadig enkelte skilte rundt omkring i bybilledet, som vidner om demonstrationen, men derudover er det ikke til at se i bybilledet, at gaderne lørdag var overrendt af både demonstranter og politi.
Politi fortæller også søndag morgen, at demonstrationen er forløbet forholdsvist fredeligt, og at kun en enkelt person er blevet anholdt i forbindelse med demonstrationen.
- Vi var godt forberedt, og vores dialogbetjente havde en god kontakt til demonstranterne hele vejen igennem. Så efter vores opfattelse forløb demonstrationen relativt fredeligt, siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Voss Olsen i en pressemeddelelse søndag morgen.
Og det fredelige udfald af aftenens demonstration vækker da også glæde blandt folk på gaden søndag.
- Det er da kun positivt, fordi jeg synes ikke, det er i orden, når det udarter sig til at blive voldeligt, og der bliver lavet hærværk, siger Jes Storm Madsen.
- Det viser jo også bare, at folk, der demonstrerer, ikke nødvendigvis gør det, fordi de vil gøre nogen ondt eller komme op og slås eller sådan noget. Det er jo bare for at vise deres mening, siger Amalie Brendholdt.