Supermarkeder indfører nu afstandsmarkører ved kassen

Supermarkeder begynder nu at indføre afstandsmarkører omkring kasserne for at afbøde smittespredningen af COVID-19.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Nu er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at holde afstand i køen. Foto: SuperBrugsen Løgten

- Folk er generelt gode til at holde afstand i butikken, men når man kommer op til kassen, så ændrer billedet sig.

Sådan siger Kommunikations- og analysechef i Coop, Lars Aarup, til TV2 ØSTJYLLAND i kølvandet på, at COOP nu vil indføre afstandsmarkører ved alle kasserne i deres godt 1.000 butikker i Danmark,

Supermarkedsgiganten driver kæderne Kvickly, Fakta, Super Brugsen, Dagli' Brugsen og Irma og forventer, at samtlige butikker vil have afstandsmarkører i løbet af fredag.

Det er ikke kun i COOP-kæderne, at man nu tager dette skridt.

Salling Group kunne i går meddele, at alle Føtex- Netto- og Bilka-kæder indfører samme tiltag.

Også supermarkedskæden REMA 1000 har i flere af deres butikker nu afstandsmarkører ved kasserne.

Super Brugsen i Løgten har sat engangshandsker og håndsprit op ved indgangen. Foto: Super Brugsen Løgten

Vi stimler sammen ved kasserne

- Når man kommer op til kassen, så er der en hel masse ting, som man skal koncentrere sig omkring på samme tid. Man skal lægge varer på båndet, kommunikere med kassemedarbejdere, betale for sine varer og pakke dem ned i poser igen. Og man vil jo også gerne skynde sig, så den næste kan komme hurtigt igennem, siger Lars Aarup og fortsætter:

- Og så glemmer man måske, at man for tiden skal have fokus på at holde afstand. Så det hjælper vi dem med ved at sætte afstribninger på gulvet. Lidt i stil med motorvejsstriber.

I Løgtens lokale Super Brugsen var man blandt de første til at indføre afstandsmarkørerne.

Uddeler Rasmus Brødsgaard Christensen havde på eget initiativ valgt at indføre det nye tiltag, som altså inden længe bliver indført i hele landet.

- Det er jo et generelt problem, som er vigtigt at sætte lys på på nu. Vi skal holde afstand til hinanden, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Udover afstandsmarkørerne har man i Super Brugsen i Løgten sat plexiglas op foran kassemedarbejderne, gjort håndsprit og handsker tilgængelige ved indgangen, sat film over bland-selv-slik hylden, fjernet salatbaren, og bagerens brød pakkes nu ind i poser.

For at forhindre smitte kunder og kassemedarbejder imellem har man nu sat plexiglas op foran kassen i Super Brugsen i Løgten.

Kunderne er begejstrede

- Synes VIRKELIG godt om vores superbrugs i Løgten, skriver en bruger på Facebook-siden SuperBrugsen Løgten.

- Var da også på tide, når folk ikke selv kan finde ud af det, skriver en anden.

Uddeler Rasmus Brødsgaard Christensen oplyser da også, at de ikke har modtaget noget negativ feedback på det nye tiltag.

- Folk er positive og glade for det. Selvfølgelig er der mange, som har deres egne holdninger til, hvordan det skal gøres, og som heller ikke er bange for at tilkendegive det, siger han.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her