Testcenter står klar foran Siljas vindue: - Vi har intet hørt
Et corona-testcenter er skudt op ti meter fra astmaramte Silja Sørensens vindue. Og hun har intet fået at vide om det.
Nedlukningen af Danmark får bekymringsrynker frem hos mange danskere.
Sundhedsstyrelsen har derfor lagt stor vægt på, hvordan krisen kan påvirke vores psykiske og mentale trivsel og skriver blandt andet på deres hjemmeside, at man en gang imellem skal tage en pause fra bekymringer om virus og huske at få sovet.
For 21-årige Silja Sørensen er det dog lettere sagt end gjort, da et af de nye testcentre, som TV2 ØSTJYLLAND tidligere kunne fortælle var opsat ved Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus, er blevet placeret ti meter fra hendes kollegieværelsesvindue.
- Hver gang jeg kigger ud ad mit vindue, så render der militær og sundhedspersonale i hvide kitler rundt og minder mig om den her sygdom. Der er byggestøj konstant, og hele natten holdes jeg vågen af, at et stort projektørlys lyser hele mit værelse op, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Vores liv er blevet invaderet af corona. Jeg føler mig endnu mere utryg, end jeg gjorde i forvejen, og vi har intet fået at vide. Og nu ser det ud til, at samtlige smittebærere i Aarhus skal testes lige ude foran mit vindue. Jeg savner virkelig noget information.
Ingen steder at flygte hen
Silja Sørensen har indlæggelser med både astma og virusangreb bag sig og er derfor særligt sårbar over for smitte med COVID-19.
Coronakrisen har af samme årsag været et emne, der var svært at fjerne tankerne fra for den 21-årige studerende, der lige nu forsøger at læse til eksamen, mens hun har valgt fortsat at blive undervist hjemmefra grundet smitterisikoen.
- Det bliver kun værre af, at der nu foregår alt det her ude foran vinduet. Bekymringerne aftager ikke ligefrem, når militæret render rundt ude foran, og man ved, at der snart vil komme folk i stort antal, der skal frem og tilbage for at testes, siger hun og fortsætter:
- Jeg ved, at de andre her på kollegiet har det meget på samme måde. Vi har ingen steder at flygte hen fra de konstante påmindelser. Vi kan ikke bare trykke på fjernbetjeningen og slukke. Det er lige ude foran vinduet, at det foregår.
Var aldrig sket ude foran et plejehjem
- Jeg føler, at vi unge bliver overhørt. Vi kan også sagtens være i risikogruppen, men alligevel er der ikke en eneste af beboerne her på kollegiet, der har fået at vide, at der nu opsættes et testcenter lige ude foran vores vinduer, siger hun og fortsætter:
- Det samme var aldrig sket ude foran et plejehjem. Selv da jeg i starten henvendte mig til det sundhedspersonale, der rendte rundt på pladsen, fik jeg bare at vide, at han ville undersøge det og vende tilbage. Og jeg har endnu intet hørt.
Myndighederne er tavse
Sundhedsministeren sagde på et pressemøde mandag, at teltene er et led i myndighedernes teststrategi. På pressemødet kom det frem, at de nu vil teste alle, der har symptomer på covid-19-virus.
- De hvide telte er en del af vores teststrategi, som igen hænger sammen med genåbningen af Danmark.
- Fra og med i dag udfører vi pilottests. Vi udfører tests lige nu, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Læs også:
Der er et testcenter opsat i hver af landets fem regioner.
På pressemødet blev det påpeget, at folk med symptomer på sygdommen Covid-19 ikke må dukke op fysisk hos deres læge. Man må heller ikke køre direkte til teststedet. I stedet skal man ringe til sin praktiserende læge, som vurderer situationen og vejleder en.
FAKTA: Sådan bliver du testet for coronavirus
Hvornår skal jeg ringe til lægen?
* Hvis du har nogen som helst symptomer på coronavirus, skal du ringe til lægen.
* Det kan være tør hoste, problemer med vejrtrækning, feber, smerter eller utilpashed.
* Hvis det er uden for lægens arbejdstid, skal du ringe til vagtlægen. Så vil du blive visiteret til en test.
* Hvis du har symptomer, må du hverken dukke fysisk op hos lægen eller køre direkte til teststedet.
Hvad sker der så?
* Lægen vejleder dig og vurderer, om du skal testes eller ej.
* Testen kan blandt andet foregå i et af de hvide telte, myndighederne har stillet op rundt omkring i landet.
* Teltene er set i blandt andet Aarhus, Aalborg, Næstved og København. De er en del af teststrategien og sikrer, at der er nok kapacitet til at teste.
Hvordan fungerer testen?
* For at teste for coronavirus bliver der taget en prøve af sekret fra de nedre luftveje eller fra svælget. Prøven tages med en særlig vatpind fra mundens slimhinde. Eller med en slange, hvis ikke det er muligt med en vatpind.
* Der kan gå op til 24 timer, fra prøven er taget, til svaret er klar. I nogle tilfælde kan der gå længere tid.
Kilder: Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Politi.dk, Rigshospitalet, Region Sjælland.
/ritzau/