Thomas blev tvunget tilbage til stikkehelvede - nu fortryder kommune
Mere end 300 type 1-diabetikere har indtil nu været i risiko for at miste deres flash glukosemåler, de tidligere er blevet bevilget. Men nu ændrer Aarhus Kommune praksis.
Note: Denne artikel er ændret i august 2023, hvor vi på opfordring fra dens hovedperson, Thomas, har udeladt hans efternavn.
I knap tre år har 36-årige Thomas fra Aarhus levet et næsten helt almindeligt liv på trods af sin sygdom med type 1-diabetes.
I begyndelsen af 2017 blev han nemlig bevilliget en såkaldt flash glukosemåler af Aarhus Kommune. Et hjælpemiddel som gjorde det meget lettere for ham at være diabetiker.
- Det er nemmere for mig at måle mit blodsukker, og jeg har et overblik over, hvordan mit blodsukker ligger hele dagen. Mit blodsukker er næsten normalt, og jeg har ikke haft rysteture, siden jeg fik måleren. Den har gjort, at jeg er tryg ved min diabetes, jeg sover bedre, jeg kan dyrke sport uden problemer, og jeg kan passe mit arbejde, siger den aarhusianske diabetiker til TV2 ØSTJYLLAND.
Men den har forvaltningen i Aarhus Kommune valgt at tage fra ham, hvilket betyder, at han igen kan se frem til at skulle stikke sig i fingeren 8-10 gange dagligt.
- Jeg er meget overrasket over det. Jeg forstår ikke, at man først beslutter sig for at gøre noget godt for folk, finde ud af, at det virker, og så derefter tager det fra dem igen. Jeg har fået det så meget bedre, efter jeg fik glukosemåleren, så jeg er rigtig ked af, at de har taget den fra mig.
Glukosemåler
En Abbott Freestyle libre glukosemåler måler sukkerkoncentrationen i underhudens vævsvæske. Den består af en lille sensor med en lille måle-nål og et måleapparat på størrelse med en mobiltelefon.
Sensoren bliver prikket fast på patientens overarm med måle-nålen, og selve sensoren sættes fast med plaster.
Derefter fører man måleapparatet hen over sensoren i huden, hvorefter glukoseværdierne bliver vist på apparatets skærm, samt udviklingen over de seneste 8 timer. Senderen udskiftes hver anden uge og behøver ikke kalibrering.
Langt fra den eneste
Thomas er næppe den eneste af kommunens type 1-diabetikere, der har været i risikogruppen for at miste glukosemåleren.
Forvaltningen i Aarhus Kommune har nemlig varslet mere end 300 patienter om, at deres sag bliver genbehandlet.
Aarhus Kommune var ellers dem, der gik forrest med den nye teknologi og bevilligede måleapparatet til alle de diabetes-1-patienter, der ønskede det, da glukosemåleren kom på markedet i 2016.
For borgere som Thomas betyder en fratagelse, at de er nødsaget til at købe udstyret gennem Facebook-sider og via Ebay, da glukosemåleren ikke kan købes på det danske marked. Det er samtidig heller ikke helt billigt med en årlig pris på omkring 10.000-12.000 kroner.
Det er Steno Diabetes Center i Aarhus, der er med til at vurdere borgerne i de enkelte sager. Her fortæller de, at det kan have konsekvenser for både patienternes livskvalitet og helbred, hvis måleren bliver taget fra dem.
- Det er meget smertefuldt at skulle tilbage og stikke sig selv i fingrene igen. Plus at de patienter, der har haft den og været glade for den, vil føle det som et tilbageskridt. Det er sværere for dem at lave alle de målinger, de har gjort tidligere, siger Liselotte Fisker, der er ledende overlæge hos Steno Diabetes Center i Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hos Diabetesforeningen er de uforstående over for, at så mange har fået brev om revurdering.
- Vi synes, det er ulykkeligt, at kommunen nu revurderer så mange bevillinger til flash glukosemålere. Det skaber en meget stor utryghed hos de borgere, der bliver berørt, og det vidner om en meget kortsigtet økonomisk tænkning fra kommunens side, siger Ane Eggert Jackson, der er chef for Politisk Sekretariat hos Diabetesforeningen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Blodsukkerapparat
Et blodsukkerapparat måler sukkerniveauet direkte i blodet. Det fungerer ved, at man sætter en engangs-tekststrimmel i apparatet, hvorefter man fører en dråbe ind i strimlen.
Bloddråben kan komme fra et stik i fingerspidsen eller øreflippen. Resultatet er relativt præcist, og resultatet kommer efter få sekunder.
Ifølge en ekspert i socialret er der dog ingen lovgivning, der tvinger kommunen til at fratage borgerne deres glukosemåler.
- De er kun tvunget til at vurdere, om der er sket nogle bevillinger i strid med reglerne. Det vil sige nogle bevillinger, der i virkeligheden skulle have været givet af regionen, siger Eva Naur Jensen, der er lektor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet.
Sagen sættes på standby
På TV2 ØSTJYLLAND har vi mandag konfronteret rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), der nu vil ændre kommunens praksis.
- Vi sætter det hele på standby. Vi er simpelthen nødt til at have nogle retningslinjer. Jeg synes jo, at borgerne skal have det bedste overhovedet, og det her er fantastisk, da det skåner deres hænder, siger Jette Skive (DF).
Ifølge Jette Skive (DF) vil de cirka 10 patienter, der ligesom Thomas Eikedal allerede har fået frataget glukosemåleren, få den tilbage igen.
Og den udmelding glæder Hans Skou (V), der er medlem af Sundhed- og Omsorgsudvalget i Aarhus Kommune.
- Jeg er glad for, at rådmanden lader fornuften sejre. Det er det rigtige valg for både borgerne og samfundet.
På TV2 ØSTJYLLAND fortalte vi i sidste uge, at en række partier havde skrevet et udkast til en beretning, som skulle behandles på et møde i sundheds- og ældreudvalget i Folketinget. Her ville de lægge pres på sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).
Beretningen blev dog efterfølgende trukket tilbage, og dermed blev ministeren ikke tvunget til forhandlingsbordet med det samme.
Nu lægger Jette Skive (DF) yderligere pres på landspolitikerne og opfordrer regeringen til at sætte gang i forhandlinger mellem regioner og kommuner.
- Vi kan ikke løse det selv, siger Jette Skive (DF).