SF trækker i land: Der er ikke penge til nyt diabetesudstyr
SF vil alligevel ikke bakke op om, at alle voksne type 1-diabetespatienter skal have glukosemåler nu.
Alle voksne type 1-diabetespatienter skal have en glukosemåler nu, så de slipper for hele tiden at stikke sig i fingeren.
Det var et flertal, bestående af Venstre, DF, Konservative, Alternativet og SF, enige om i et udkast til en beretning, som skulle behandles på et møde i sundheds- og ældreudvalget i Folketinget tirsdag eftermiddag, hvor de ville lægge pres på sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).
Men her efter mødet har SF trukket i land.
- Det her handler ikke om, at jeg ikke vil være med – det handler bare om, at vi ikke har pengene, og at jeg ikke vil binde mig til at gennemføre det i denne samling, siger sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF) til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun har ellers flere gange været fortaler for, at type 1-diabetespatienter skulle have glukosemålere hurtigst muligt.
- Det har en meget stor forebyggende effekt, hvis patienter med diabetes 1 får de her målere, så jeg synes egentlig ikke, der burde været noget betænksomhed over det, da pengene på den lange bane i høj grad er sparet, fordi man jo sørger for, at patienterne har et stabilt blodsukker, sagde Kirsten Normann Andersen til TV2 ØSTJYLLAND i oktober.
Men nu er pengene et problem, og SF har trukket sig fra den oprindelige forslagsberetning.
- Vi skal have fundet pengene også. Man kan ikke lige hive 200 millioner ned fra himlen. Det vil være dårlig stil af mig, hvis vi bare indgik en aftale uden at finde pengene, siger Kirsten Normann Andersen.
DF: Det er en syltekrukke
Hos Dansk Folkeparti forstår man ikke, at SF pludselig trækker deres opbakning tilbage.
- Når vi laver sådan en beretning, så regner vi også med, at der sker noget nu – og ikke om et år. Men det her viser, at når man er støtteparti til en regering, så er det lige meget, hvad man har lovet i en valgkamp. Jeg synes ikke, man kan love noget op til et valg og så trække i land på den her måde, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).
Nu vil Dansk Folkeparti prøve at finde et flertal uden om SF.
- Vi kunne jo godt have holdt et møde med ministeren, uden at der nødvendigvis skulle lægge en beslutning dagen efter. Jeg ser det her som en dårlig undskyldning. Det er en syltekrukke fra SF’s side, siger Liselott Blixt (DF) til TV2 ØSTJYLLAND.
Ikke banket på plads af S
Man kunne vel godt sætte gang i forhandlingerne nu, uden at man behøver finde en løsning med det samme?
- Jo, men det gør man bare ikke. Og det ved Liselott Blixt også godt. Det er heller ikke vigtigt, at løsningen bliver fundet i den indeværende samling. Det kan godt være i forbindelse med finanslovsforhandlingerne eller i forhandlinger med regionen, siger sundhedsordføren fra SF.
Ifølge Kirsten Normann Andersen (SF), så er hun ikke blevet banket på plads af Socialdemokratiet.
- Det kan du tro, jeg ikke er. Vi vil stadigvæk gerne have de her glukosemålere. Jeg prøver selv at fremsætte det som et forslag. Hvis Liselott Blixt ikke havde insisteret på den deadline, så havde vi også fået aftalt den beretning i dag, siger Kirsten Normann Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Kan du godt forstå, hvis der sidder nogle diabetikere og tænker, at nu bliver det her udskudt igen-igen?
- Det er derfor, jeg siger, at der er enighed om, at der skal findes en løsning, og at sundhedsministeren skal sætte sig for bordenden, så vi kan finde finansieringen. Men jeg vil ikke binde mig til sådan en deadline om, at det skal være i den her samling. Jeg er da irriteret over det her, for vi er enige om, at der skal findes en løsning.
Kirsten Normann Andersen (SF) vil nu prøve at finde et flertal til et forslag, som kan komme til afstemning i Folketingssalen.