Universitet tager på charmeoffensiv
Aarhus Universitet sender specialbygget vogn rundt for at indsamle ideer til, hvordan campusmiljøet kan forbedres
Onsdag rullede Aarhus Universitets splinternye informationsvogn ud af indkørslen og tog hul på sin rundtur på universitetet og i byen.
Målet med charmeoffensiven er at få universitetets brugere til at komme med ideer til, hvordan universitetets campusmiljø skal udvikles i forbindelse med indflytningen på Kommunehospitalets arealer.
I januar i år købte Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S hospitalsbygningerne på Nørrebrogade og gjorde universitetet til lejer af bygningerne. I 2019 overtager Forskningsfondens Ejendomsselskab arealerne på Nørrebrogade.
Udvidelsen er en del af en vision om at udvikle og styrke campus i Aarhus som et attraktivt og fremtidssikret forsknings- og studiemiljø. Ønsket er at skabe en ny og mere moderne campus, der i kombination med den eksisterende kan give det samlede areal nye højder.
Manden bag informationsvognen, der ligner en miniudgave af Aarhus Universitet, er Jonas "Pindhund" Hallberg.
Øverst i artiklen kan du se informationsvognen, der nu tager på tur.