VIDEO: Unge 'surfer' på busser - trafikselskab advarer mod livsfarlig leg

Video viser to personer 'surfe' bag på en bybus i Aarhus. Stop det, lyder det fra busselskabet AarBus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Episoden fandt sted tirsdag sidst på eftermiddagen.

- Det er livsfarligt, og det skal stoppe. Så kort kan det siges.

Sådan lyder det fra Bjarne Larsen, der er HR- og kvalitetschef ved busselskabet AarBus, der står for bybusserne i Aarhus.

TV2 ØSTJYLLAND har modtaget en video, der viser to personer, som hænger bag på en kørende bybus på Skjoldhøjvej nær Tilst.

TV2 ØSTJYLLAND har snakket med vedkommende, der har optaget videoen. Vedkommende ønsker ikke sit navn frem i forbindelse med historien men fortæller, at der i begyndelsen hang fire unge mænd bag på bussen. To af dem hoppede af tidligere, mens de to andre 'surfede' på bussen, mens den tilbagelagde en strækning på cirka en kilometer. 


Bjarne Larsen fra AarBus fortæller, at det ikke er et nyt fænomen.

- Det kommer lidt i perioder. Så oplever vi det tre-fire gange, og så går der noget tid, før vi oplever det igen.

Bjarne Larsen er dog ikke i tvivl om, at det sker meget oftere, end det rent faktisk registreres.

- Chaufførerne kigger jo frem og i sidespejlene, så de kan ikke se, hvad der sker omme bag på bussen. Ofte ved vi det først, hvis nogen i bussen ser det, eller hvis andre trafikanter signalerer til chaufføren, at der sker noget bag på bussen.

Chaufførerne er rystede

Ifølge Bjarne Larsen er det primært unge, der tager de farlige og ulovlige ture bag på busserne. Og han har en opfordring til dem.

- Jeg synes, de skal udfordre hinanden på en anden måde. De burde finde noget andet og mere kontrolleret at lave. Hvis man falder af en bus, der kører 50-60 kilometer i timen, kan det altså gå helt galt. Det er der ingen tvivl om. 

- Det har også en betydning for vores chauffører, der er rystede over, at nogle kan finde på det. Så det kan have negative konsekvenser for dem selv og for chaufførerne.

Bjarne Larsen oplyser, at han - heldigvis - ikke har kendskab til situationer, hvor nogen er kommet til skade som følge af at hænge på busserne.

Også hos Østjyllands Politi advarer man om at tage de farlige ture bag på busserne.

- Det er meget sjældent, vi får anmeldelser om bussurfing, men vi kender fænomenet. Det er jo en potentiel livsfarlig leg, og vi vil på det kraftigste advare om, at man gør den slags. Ser man nogen gøre det, så ring til politiet, siger Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjylland Politi

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her