Figurer dukker op overalt: Nu står den østjyske 'Kastanjemand' frem

Den populære Netflix-serie 'Kastanjemanden' har inspireret Anders Østergaard til at sætte kastanjefigurer op i den by, han bor i.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Hvis man går en tur i Randers, kan man lige nu møde en række små, uhyggelige kastanjemænd.

Den populære Netflix-serie 'Kastanjemanden' er på manges læber for tiden.

Det er den også i Randers, hvor der i weekenden er blevet sat massevis af kastanjemænd op rundt omkring i byen – til skræk og rædsel for byens borgere.

Kastanjemænd bliver bare aldrig det samme. Og det gør sangen "æblemand" heller ikke.
Facebook-kommentar

Det er den 27- årige Anders Østergaard, der søndag aften har haft travlt med at sætte de mange kastanjemænd op sammen med sin mor, bror og kæreste.

- Vi begyndte at se serien søndag. Da vi havde set de første tre afsnit, spurgte jeg min mor, om vi ikke skulle lave kastanjemænd og sætte dem op i byen, siger Anders Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Anders Østergaards mor havde tilfældigvis en masse kastanjer liggende.

Både hans mor, bror og kæreste var med på idéen. De havde tilfældigvis en masse kastanjer til at ligge, og på kort tid lykkedes det dem at lave hele 36 kastanjemænd.

- Derefter gik vi rundt i byen og satte dem op. Vi synes, serien er vildt god og skræmmende, så vi tænkte, det kunne være sjovt at sætte dem op. Vi ville gerne skabe lidt uhygge, mystik og morskab i byen, siger han.

Anders Østergaard og hans familie har blandt andet sat kastanjemændene på trapper, ved rådhuset, ved retten, på el-standere, ved et solcenter og på en parkeringsbilletautomat.

Anders Østergaard og hans familie satte blandt andet en kastanjemand på en el-stander.

”Det bliver aldrig det samme”

Anders Østergaard lavede et opslag i Facebook-gruppen 'Facebook Randers', efter han sammen med familien havde sat alle kastanjemændene op rundt omkring i byen søndag aften.

I opslaget skriver han: "Der er vist nogen, der har set kastanjemanden? Så flere rundt i byen". 

I opslaget har han vedhæftet et billede af en kastanjemand, som står på en trappe.

- Jeg ville ikke afsløre, at det var mig og min familie, der havde sat dem op, for vi ville jo gerne skabe lidt mystik og uhygge, siger han.

Hvis jeg ser sådan en i bybilledet, så skider jeg i bukserne.
Facebook-kommentar

Det lykkedes. Opslaget har i skrivende stund fået 220 kommentarer og 402 reaktioner.

- Jeg håber ikke, der kommer en film, hvor morderens signatur bliver julemanden eller lignende. Kastanjemænd bliver bare aldrig det samme. Og det gør sangen 'æblemand' heller ikke, skriver en af borgerne i opslaget.

- Hvis jeg ser sådan en i bybilledet, så skider jeg i bukserne, skriver en anden.

- Det er jo direkte ondt, skriver en tredje og vedhæfter en grinesmiley.

Søndag aften lavede Anders Østergaard et Facebook-opslag, hvor han vedhæftede dette billede.

En ny dille

Meget tyder på, at Anders Østergaard og hans familie langt fra er de eneste, der laver kastanjemænd og bruger dem til at drille og skræmme andre.

På det sociale medie, Instagram, er der flere, der lægger billeder og videoer op af kastanjemænd, som er placeret rundt omkring i byer. 

Der er også flere videoer, hvor folk har lavet kastanjemænd og lagt dem på deres kollegas bord for at give dem en forskrækkelse.

- Vi lavede en kastanjemand på mit arbejde, så hende der skulle møde tidligt næste morgen, ville få et chok, skriver en bruger til TV2 ØSTJYLLAND og vedhæfter billedet herunder: 

Randi Jørgensen og hendes kollegaer har lavet denne kastanjemand for at skræmme en anden kollega.

TV2 ØSTJYLLANDs Facebook-side har massevis af østjyder også delt billeder af de kastanjemænd, de har lavet.

Netflix' kæmpestore kastanjemand

Den populære Netflix-serie udkom oprindeligt som bog i 2018. Den er skrevet af Søren Sveistrup, som i 2019 modtog Debutantprisen af Det Danske Kriminalakademi for bogen. 

Nu er bogen altså blevet til en Netflix-serie, som Søren Sveistrup har været med til at skrive. Det er også ham, der står bag den populære tv-serie 'Forbrydelsen'. 

Selvom bogen efterhånden har et par år på bagen, havde Politikens Forlag taget bogen med på nordens største krimi-festival 'Krimimessen Horsens', som blev afholdt på Fængslet i Horsens i weekenden. Med sig havde Politikens Forlag også den nok hidtil største kastanjemand. 

Politikens Forlag har udgivet bogen 'Kastanjemanden'. I weekenden lånte de Netflix' kæmpestore kastanjemand og tog den med til Krimimessen Horsens.

- Det er faktisk Netflix' kæmpe kastanjemand, vi har lånt. Vores direktør så den, da hun var til premiere på serien, og så tænkte vi, det kunne være sjovt at have den med til krimimessen. Vi havde den med helt fra København til Horsens, siger Pernille Engelbert Weil, der er marketingschef ved Politikens Forlag, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Forlaget havde også taget en masse Kastanjemanden-bøger med, og det endte med at bogen var blandt dem, de solgte flest af. 

- Bogen har fået en form for revival, efter serien er udkommet. Den er super hypet og aktuel nu, og det var også derfor, vi tog bogen med, selvom den er et par år gammel, siger Pernille Engelbert Weil. 

Om Kastanjemanden

Kastanjemanden handler om to efterforskere, som gør sig et uhyggeligt fund i en forstad. En ung kvinde er blevet slået ihjel. Hun hænger i et træ, hendes øjne er prikket ud, og hendes ene hånd er skåret af. På gerningsstedet finder de to efterforskere også en kastanjemand. Herefter jagter politiet morderen.

Kastanjemanden udkom som bog i 2018 og er skrevet af Søren Sveistrup. Han har også været med til at skrive den populære Netflix-serie, som har samme titel som bogen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her