AGF topper "bisse"-listen: Det bekymrer ikke
AGF er med afstand det hold i Superligaen, der har fået flest advarsler. Hele 75 gange er det gule kort kommet op af dommerens lomme
Glen Riddersholm har sæsonen igennem kæmpet med store udskiftninger i sin startformation, blandt andet på grund af utallige skader i spillertruppen.
En anden årsag til de mange udskiftninger skal dog også findes på karantænekontoen. I alt har AGF-spillerne haft 14 karantænedage i denne sæson, hvilket er flest af alle trupper i Superligaen.
- Det skal ses i den store udskiftning, vi har haft. Når har stor udskiftning, så kommer spiller ind og går nogle gange fejl af hinanden, og så skal man reparere. Og nogle gange skal man reparere så alvorligt, at man er nødt til at trække et gult kort, forklarer cheftræner Glen Riddersholm.
Og mange udskiftninger koblet sammen med Riddersholms spilfilosofi, det koster advarsler.
- Vi er et hold, der gerne vil tænke fremad. Og når tingene ikke sidder bedre i skabet end de gør på relationsdelen, så kommer man nogle gange for sent. Der er en transformationsfase, hvor man render ind i for mange gule kort, inden tingene sidder i skabet.
Flest strafpoint i Superligaen
Randers FC: 376 point - 48 gule kort - 4 røde kort
OB: 334 point - 56 gule kort - 3 røde kort
SønderjyskE: 328 point - 65 gule kort - 0 røde kort
Lyngby BK: 326 point - 63 gule kort - 1 rødt kort
Det bekymrer dog ikke Glen Riddersholm, at holdet ligger klart i top, når det kommer til advarsler.
- Nej. Altså jeg er selvfølgelig opmærksom på det, og det er også noget vi italesætter, netop på de dumme gule kort. Men der er også nogle logiske forklaringer på hvorfor, og det er dem, jeg har forsøgt at give her.
'Det er i holdets tjeneste'
Daniel A. Pedersen er sammen med AaB's Rasmus Würtz den spiller, der har fået flest gule kort. 11 er det blevet til i sæsonen, men det hører ganske enkelt bare med, når man spiller på position, som han gør.
- Jeg er en af dem, der skal tage fra på midten og for det meste ender i mange dueller. Jeg kan godt lide, når det er lidt fysisk, og så får man nogle gange det gule kort, siger "DAP" til Fodbold med Horup.
- Det er ikke noget, man skal tænke over. Hvis man ikke allerede har et gult kort i kampen, så er man nødt til at gå hårdt ind i duellerne. Det er også noget af det, der kan vinde fodboldkampe, hvis man vinder en hård tackling.
- Det vigtigste for mig er, at når jeg får gule kort, så er det i holdets tjeneste. Jeg skal ikke have gule kort for at brokke mig eller noget i den stil.
Taktikken holdes simpel
AGF skal mandag aften mod Silkeborg forsøge at følge op på den overbevisende 4-0-sejr over AaB i den seneste runde. En af hemmelighederne bag den sejr var simple, taktiske oplæg, noget som Glen Riddersholm har fortsat med i denne uge.
- Vi præciserer tre-fire fokusområde offensivt og defensivt, som er det vi også kun kigger på. Det vil sige, at vi træner de områder og vi ser videoer fra de områder fra træningen og fra kamp, siger Glen Riddersholm.
For spillerne har den basale tilgang til både træning og kamp også været kærkommen,
- Optakten til AaB-kampen var rigtig fin. Det har den også været til de andre kampe, så det skal ikke bruges som undskyldning. Men i sådan nogle tider, hvor det er lidt hårdt, så er man nogle gange nødt til at gå lidt i dybden med de vigtigste ting, og det har vi gjort, og det har været fint, lyder det fra Daniel A. Pedersen.
Kampen mellem Silkeborg og AGF spilles mandag aften klokken 19:00 på Mascot Park.