Falske indsamlere på gaden - men de havde glemt én vigtig detalje
Flere ukendte personer udgav sig for at komme fra Dansk Flygtningehjælp. De havde dog ikke taget højde for, at indsamlingen i år var kontantfri.
Flere ukendte personer forsøgte søndag at udnytte folks velvilje i forbindelse med Dansk Flygtningehjælps landsindsamling.
I hvert fald fik Østjyllands Politi to anmeldelser om indsamlere, der forskellige steder i Østjylland forsøgte at få folk til donere penge.
Den ene episode fandt sted i Hammel, hvor en kvindelig indsamler om eftermiddagen bankede på døren hos en 82-årig kvinde. Indsamleren fortalte, at hun samlede ind til Dansk Flygtningehjælp, hvorefter den 82-årige lagde en pengeseddel i en stofpose, som kvinden rakte frem.
Senere blev den 82-årige dog mistænksom og kontaktede politiet.
Senere søndag anmeldte en 79-årig mand fra Højbjerg, at han om eftermiddagen blev kontaktet af en mand, som havde et skilt med teksten "Dansk Flygtningehjælp". Indsamleren stak hånden frem og bad om kontanter. Det afviste manden dog.
Indsamling uden kontanter
Ifølge politiet er det overvejende sandsynligt, at der er tale om svindlere. Ingen af dem havde umiddelbart ID på sig. Derudover havde de begge misforstået, at Dansk Flygtningehjælps landsindsamling i år var kontantfri. Bidragsyderne kunne kun betale med MobilePay og sms.
Ifølge kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen er det ikke første gang, at ukendte gerningsmænd forsøger at misbruge indsamlinger.
- Vi ser en gang imellem, at der er nogen, der laver deres egen lille indsamling, fastslår han over for TV2 ØSTJYLLAND.
Indtil videre har politiet ikke noget signalement af de to falske indsamlere i henholdsvis Hammel og Højbjerg.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.