Nabostrid endte i hærværk: Kvinde smurte hus ind i maling og mudder

En 64-årig mand opdagede mandag, at hans ejendom var smurt ind i maling og mudder. Nu er hans nabo sigtet for hærværk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
En diskussion om hækkens højde endte i hærværk, da en 30-årig kvinde, hældte maling udover sin nabos ejendom. Foto: Colourbox

Østjyllands Politi modtog mandag morgen en anmeldelse om hærværk fra en 64-årig mand i Hinnerup.

I nattens løb havde nogen kastet gråsort maling på hans husgavl, på fliserne, på nogle liggestole og hækken, samt smurt hans postkasse ind i mudder.

Han havde selv en god formodning om, hvem gerningsmanden var.

- Manden havde søndag klippet den hæk, som han deler med naboen. Pludselig var naboen, en 30-årig kvinde, kommet ud og var blevet meget sur over, at han ikke forinden havde talt med hende om, hvor høj hækken skulle være, fortæller Janni Lundager, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.

Diskussionen om hækkens højde var endt i et større skænderi, og den 64-årige mand mistænkte derfor naboen for at stå bag nattens hærværk.

Fandt nyligt åbnet malerbøtte

Mandag ankom politiet så til grunden i Hinnerup, hvor de besigtigede skaderne og derefter bankede på hos den 30-årige nabo. Hun erkendte, at hun havde været i et skænderi med sin nabo, men nægtede at have begået hærværk.

En nyligt åbnet malerbøtte på hendes grund fortalte dog en anden historie:

- Politiet finder noget maling, som for nyligt er blevet åbnet, og farven er den samme som den, der er på naboens ejendom, siger Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.

Politiet finder noget maling, som for nyligt er blevet åbnet, og farven er den samme som den, der er på naboens ejendom.
Janni Lundager, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi

Kvinden blev derfor sigtet for at have begået hærværk hos sin nabo.

- Det hører heldigvis til sjældenhederne, at det udvikler sig sådan. Der er stridigheder mellem naboer, men det er sjældent, at det fører til decideret hærværk, fortsætter Janni Lundager.

Den 30-årige kvinde kan formentligt forvente et efterspil i forhold til erstatning af skaderne på naboens ejendom.

VIDEO: I januar 2018 blev det sidste punktum  sat i en årelang nabostrid. Højesteret dømte et par fra Lystrup til at skifte deres tag, fordi det skinnede så meget i solskin, at det generede naboen. Se indslaget fra den 16. januar 2018 her. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her