Vandet vælter ind i Andreas’ kælder: Forsikringen mener, det er forventeligt
Andreas Reffstrup har en pumpe kørende i døgndrift for at holde sin kælder tør. Men han kan ikke få nogen hjælp fra sin ejerskifteforsikring.
Andreas Reffstrup og hans kone havde planerne for deres kælder klar, da de købte hus i Hadsten i 2022.
- Planen var jo, at vi ville sætte en stor sofa op, have TV på væggen, hvor der nu står to frysere, fordi det er det eneste, der kan stå på et gulv, der bliver fugtigt. Og så en bar i hjørnet, og så have sådan en slyngelstue, fortæller Andreas Reffstrup, mens han viser rundt i kælderen, der nu kun bliver brugt til opbevaring, hvor alt skal være pakket i kasser.
- Det har været den løsning, vi kunne lave nu. De nederste hylder får skimmel på bunden på grund af fugten, der kommer op fra ydervæggen, og det er derfor alt står i plastikkasser.
Vandet løber nemlig ind i kælderen ved selv små regnmængder. Det var ikke, hvad Andreas Reffstrup og hans kone havde forventet, selvom fugt og vand i kælderen er nævnt i tilstandsrapporten. Her skriver sælger, at det er sket ved ”større regnmængder” og skybrud.
I stedet har de oplevet, at der kom vand i kælderen en dag, hvor der var faldet otte millimeter regn.
- Der gik to timer, fra regnvejret startede, til vandet begyndte at trykke ind hernede. Det er jo ikke større regnmængder, fortæller Andreas Reffstrup.
På trods af den megen vand i kælderen, vil Andreas Reffstrups ejerskifteforsikring ikke hjælpe. De mener, det er forventeligt, at der kommer vand i en kælder fra 1964.
- Indtrængende fugt og blankt vand i en næsten 60 år gammel og ikke fugtsikret kælder, som i øvrigt ikke er godkendt til beboelsen, er ikke en dækningsberettiget skade på ejerskifteforsikringen, skriver Brian Malmros, der er direktør i Domus Forsikring, i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.
Men den køber Andreas Reffstrup ikke.
- Jeg kan forvente fugt, jeg kan ikke forvente blankt vand. Det vil jeg mene. Der er stor forskel på de to termer.
Kælderen er bygget i strid med reglerne
Da Andreas Reffstrup så sig nødsaget til at sætte ind pumpe ned i kælderen, fik han sig dog en gevaldig overraskelse.
Da han banker hul i kældergulvet, finder han ud af, at gulvet fortsætter ud under væggene, så kælderens vægge står på kældergulvet. Dermed har kælderen ikke nogen sokkel. Og det er i strid med de regler, der også var gældende for byggetidspunktet i 1964. Her står det i reglerne, at kældervæggene ikke må slutte over kældergulvet.
- Så det har jeg jo sagt, at det må gå ind under mangler og konstruktionsfejl. Men de siger, at det kan man forvente af et hus på den her alder, fortæller Andreas Reffstrup.
I et skriftligt svar skriver Brian Malmros, at det ikke har noget at sige, da udfordringer med fugt er forventeligt i et næsten 60 år gammelt hus.
- Fejlkonstruktionen skal have medført en bygningsskade eller en nærliggende risiko for skade på bygningen, som var til stede ved overtagelse af ejendommen, og som adskiller sig nævneværdigt fra, hvad man må forvente af en ældre ejendom.
Det er Brian Malmros selv, der i sit svar har sat streg under den sidste sætning.
Ifølge fagekspert i forsikringer his Videncentret Bolius Tine Sode kan Andreas Reffstrup dog have en sag.
- Det er en fejl på huset, og hvis der er en skade eller nærliggende risiko for skade, så er det jo noget, ejerskifteforsikringen bør gå ind og vurdere i hvert fald. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men umiddelbart lyder det ikke helt rigtigt.
Kaster håndklædet i ringen
Det vil koste mindst 200.000 kroner for Andreas Reffstrup at rette op på skaderne. Et arbejde, der bliver ekstra besværliggjort, netop fordi huset ikke har en sokkel. Så kan huset potentielt skride, hvis man begynder at grave ud omkring det.
På trods af de store omkostninger har han dog skudt en hvid pind efter hjælp fra forsikringsselskabet.
- Nu har jeg brugt halvandet år på det her efterhånden. Så nu er jeg ved at være træt. Og det virker også, som om det er det, de spiller på. At de bare kører en træt, og når man så giver op, så har de vundet.
Der kan være rigtig mange, der tænker som Andreas Reffstrup. I 2023 var der 300 sager hos Ankenævnet for Forsikring, der handlede om ejerskifteforsikringer. Antallet af borgere, der kæmper mod forsikringsselskaberne, kan dog være højere, hvis de giver op, inden de når til ankenævnet.
- Jeg tror, der er et mørketal. Jeg tror, der er rigtig mange husejere, som har købt et hus og skal slåsse med ejerskifteforsikringen, og hvis man har været i gang med den her kamp et år eller mere, så har man simpelthen ikke overskud til også at fortsætte i ankenævnet, fortæller Tine Sode.