Randers FC og AGF delte i dramatisk lokalbrag

Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix
/
Af Ritzau

Næsten 90 minutter skulle der gå i Superliga-opgøret mellem Randers FC og AGF, før de to kriseramte mandskaber fredag fik taget hul på scoringerne.

Det lignede den endelige forløsning for Randers, da indskiftede Mayron George bare ét minut før den ordinære spilletids udløb kom først på en bold i feltet og kunne bringe kronjyderne i front med 1-0.

Men en straffesparksscoring til 1-1 af AGF's Morten "Duncan" Rasmussen dybt inde i overtiden forlængede krisen i Randers, som nu ikke har vundet i otte kampe i træk.

Kampens dramatiske udligning kom, da Randers-forsvarer Jonas Bager efter dommerens mening rev AGF's anfører, Morten "Duncan" Rasmussen, omkuld i feltet, hvilket endte med rødt kort og et straffespark.

Tema:

På det efterfølgende straffespark stod AGF-anføreren selv for presset, da han knaldhårdt sparkede bolden ind, hvilket sendte 1400 medrejsende AGF-fans i ekstase.

I første halvleg var det Randers, der var klart mest på bolden. AGF lå til gengæld hele tiden og lurede på omstillingsmuligheder.

Randers var tættest på

Hjemmeholdet Randers var klart tættest på at komme først på måltavlen. Og især omkring den første halve times spil vadede Randers bogstaveligt talt i chancer.

Randers-angriber Viktor Lundberg sendte et knivskarpt indlæg på stolpen, hvorefter bolden røg tilbage ud i feltet blandt venner og fjender. Her formåede Erik Marxen fra Randers dog ikke at få scoret, da bolden blev reddet på stregen.

Anden halvleg blev en noget mere lige affære, hvor AGF kom meget mere på bolden sammenlignet med de første 45 minutter.

VIDEO: Randers FC's Jonas Bager føler, han svigtede sit hold, da han i dommerens overtid begik det straffespark, som AGF udlignede på.

Begge mandskaber prøvede og prøvede, men det blev hele tiden kun til lige ved og næsten.

Altså indtil Mayron George kastede sig frem på en dødbold, og straffesparket til AGF kort efter lagde en gevaldig dæmper på Randers-jublen.

Med det ene point ligger Randers dog foreløbigt stadigvæk på den sjetteplads, der giver adgang til mesterskabsslutspillet, men holdet risikerer at miste den i løbet af weekenden.

Randers FC-AGF 1-1 (0-0)

1-0: Mayron George (89. minut) 
1-1: Morten Duncan Rasmussen (90. minut/str.)

Udvisning: Jonas Bager, Randers FC (90.)
Tilskuere: 8.359

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her