Chauffører utrygge: Frygter at sprede smitte

Det skaber stor utryghed blandt buschauffører i Randers, at der nu igen er adgang til Midttrafiks busser via fordøren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Fra og med torsdag må passagerer igen bruge fordøren i Midttrafiks busser, men det skaber utryghed blandt chauffører i Randers. Se indslaget her.

De seneste måneder har Jan Laursen vænnet sig til, at der ikke må stige passagerer ind ad fordøren, når han kører bus. Det er en de restriktioner, der har været i Midttrafiks busser for at beskytte både passagerer og chauffører.

Torsdag ændrer det sig, for Midttrafik tillader nu igen, at passagererne kan bruge alle bussens døre. Det er en gruppe buschauffører i Randers ikke trygge ved. De frygter, at det kan føre til øget smittespredning. Fra chauffør til passager - og omvendt.

- Vi er utrygge ved, at vi får kunderne i nærheden af os, siger tillidsrepræsentant hos Nobina Randers Jan Laursen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vi føler ikke helt, at coronaen er væk, og vi lukker jo mange mennesker ind på lidt plads. Vi kan jo være spredere, og kunderne kan være spredere.

Vi gør det, dels fordi transportministeren har sagt god for det, og fordi der er et ønske om at skabe mere flow i busserne.
Michael Steinberg, talsmand Midttrafik

Tillidsrepræsentanten fortæller, at han sammen med 3F Randers har lavet en rundspørge blandt de randrusianske buschauffører hos Nobina, hvor 90 % af respondenterne ifølge Jan Laursen har givet udtryk for, at de enten føler sig utrygge eller meget utrygge ved at skulle køre bus under de nye regler.

Skal skabe bedre ’flow’ i bussen

Samtidig med at Midttrafik åbner for indstigning forrest for bussen, opfordres kunderne til at passere chaufføren hurtigt og fremvise billetten i strakt arm.

Derudover har chaufføren mulighed for at bruge mundbind eller visir, oplyser Midttrafik.

- Det er vigtigt, at kunderne passer godt på sig selv og chaufførerne. Vi opfordrer blandt andet til at huske at holde afstand, bruge håndsprit og ikke tage med bussen, hvis man føler sig syg, siger Michael Steinberg, der er talsmand for Midttrafik, til TV2 ØSTJYLLAND.

Transportministeriet opfordrede i en pressemeddelelse den 14. maj trafikvirksomheder til at overveje igen at tillade indstigning ad fordøren i busserne.

Vi føler ikke helt, at coronaen er væk, og vi lukker jo mange mennesker ind på lidt plads. Vi kan jo være spredere, og kunderne kan være spredere.
Jan Laursen, tillidsrepræsentant, Nobina Randers

- Vi gør det, dels fordi transportministeren har sagt god for det, og fordi der er et ønske om at skabe mere flow i busserne, siger talsmanden for Midttrafik.

Ifølge Midttrafik bliver det nemmere at undgå, at kunderne klumper sammen, når de har mulighed for at benytte alle bussens døre.

Efterlyser afskærmning som i supermarkedet

Chauffør Jan Laursen undrer sig over, at der ikke er sat plexiglas op i busserne mellem chaufføren og passagererne for at undgå smitte med covid-19.

- Det ville skabe tryghed, hvis man satte en afskærmning op, ligesom man har gjort i supermarkederne, siger han.

Han mener ikke, at visirer er et holdbart alternativ.

- Visirer er en skrivebordsløsning. Det skal tages af og på, når kunderne kommer ind, for vi kan jo ikke køre med det på.

Jan Laursen bliver bakket op af fagforeningen, 3F Randers.

- Hvis der er en superspreder blandt chaufførerne, og der bliver lukket 40 ind gennem fordøren, så har vi jo potentielt 40, der bliver smittet, siger Jens Laursen, formand, Transportgruppen, 3F Randers. Han undrer sig over, at der ikke er sørget for plexiglas i busserne.

- Du kan ikke handle eller gå på apoteket, uden at der er plexiglas. For os at se virker det som om, at man er skidehamrende ligeglade med buschaufførerne. Det håber jeg ikke, man er, men hvorfor har de så ikke tænkt sig om og sat de plexiglas-ruder i? Så ville folk være trygge, siger Jens Laursen, der er formand for transportgruppen hos 3F Randers til TV2 ØSTJYLLAND.

Visirer er en skrivebordsløsning. Det skal tages af og på, når kunderne kommer ind, for vi kan jo ikke køre med det på.
Jan Laursen, tillidsrepræsentant, Nobina Randers

Ifølge Midttrafik er der dog en praktisk – og sikkerhedsmæssig – forklaring på, hvorfor chaufførerne ikke bliver afskærmet fra sine kunder på samme måde som ekspedienten i supermarkedet.

- Vi har forespurgt, hvad regelsættet vil være for sådan en efterinstallation af blandt andet plexiglas i busserne, men det har ikke været muligt for Midttrafik eller andre trafikselskaber at få det belyst, siger Michael Steinberg og fortsætter:

- Det skal også være en sikker løsning for chaufførerne. Man kan ikke vælge den samme løsning som i dagligvarebutikkerne, for det vil svinge rundt i busserne, hvor der er rystelser.

Allerede prøvet af i Silkeborg og Aarhus

Jan Laursen fra Randers efterspørger først og fremmest en dialog med Midttrafik.

- Der er jo ikke nogen tvivl om, at landet skal åbnes op, men det skal gøres på en måde, hvor alle føler sig trygge, siger han.

Det skal også være en sikker løsning for chaufførerne. Man kan ikke vælge den samme løsning som i dagligvarebutikkerne, for det vil svinge rundt i busserne, hvor der er rystelser.
Michael Steinberg, talsmand Midttrafik

Midttrafik er da også indstillet på at justere i de forholdsregler, der tages i brug for at beskytte både passagerer og chauffører.

- Vi er åbne overfor, hvis der er andre muligheder, der virker hensigtsmæssige, siger Michael Steinberg.

Ifølge talsmanden er der dog gode erfaringer med indstigning ad fordøren i Silkeborg og Aarhus, hvor ændringen allerede trådte i kraft i sidste uge.

- Tilbagemeldingerne er positive. I Silkeborg er der meldt tilbage, at chaufførerne er glade for at have kundekontakt igen, siger han.

Torsdag træder også en anden ændring i Midttrafiks busser i kraft. Det tilladte antal kunder stiger fra cirka 25 til cirka 40 personer i en almindelig bus, fra cirka 35 til cirka 55 i en mellemstor bus og fra cirka 45 til cirka 65 i en ledbus. Det er dog et krav, at kunderne sætter og stiller sig ved siden af hinanden og ikke overfor hinanden.

VIDEO: Flere passagerer har oplevet at blive afvist af buschaufføren, selvom de har mønter til en billet. På grund af corona-situationen har Midttrafik nemlig ikke taget imod kontanter siden 18. marts. Indslaget er fra den 26. maj 2020.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her