46.000 ramt af strømnedbrud
En teknisk fejl mørklagde torsdag morgen Horsens og omegn.
Måske har morgenkaffen torsdag været lidt længere tid undervejs end normalt.
Et større strømnedbrud efterlod i hvert fald en masse mennesker i Horsens, Hedensted og Juelsminde uden strøm for en kort periode torsdag morgen.
- Det skyldes en teknisk fejl ved vores transformerstation i Hatting, der leder strøm videre rundt. Det har forårsaget en større afbrydelse, siger Anders Rasmussen, kommunikationsrådgiver ved Konstant Net, der er NRGis netselskab.
Beklager afbrydelsen
I alt blev cirka 46.000 kunder ramt af afbrydelsen, der skete klokken 08.06.
De første fik strømmen tilbage efter syv minutter, mens de sidste fik det efter cirka 11 minutter.
- Vi er selvfølgelig kede af de gener, det har medført for vores kunder, siger Anders Rasmussen.