Borgmester vil genåbne nedlagt togstation

I Hovedgård håber de lokale beboere, at en genåbning af stationen kan give et positivt boost til byen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Togstationen i Hovedgård har ikke været i drift siden 1974.

Toget tøffer langsomt ind på stationen. Med en varm kop kaffe i den ene hånd og avisen i den anden står folk klar på perronen.

Sådan ser mange morgener ud på togstationerne rundt omkring i Danmark, men ikke i Hovedgård mellem Horsens og Aarhus. Her har toget nemlig ikke stoppet siden 1974.

Det vil give et boost til byen.
Ejvind Olsen, Hovedgård Lokalråd

Det skal der dog snart laves om på, hvis det står til kommunens borgmester.

- Det er en gammel drøm både i Horsens og Hovedgård at få åbnet togstoppet igen. Det har man faktisk talt om siden 2007, siger Horsens-borgmester Peter Sørensen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

Med et nyt spor på vej på strækningen og et øget fokus på miljøvenlig transport øjner borgmesteren nu en mulighed for at gøre drømmen til virkelighed.

- Jeg tror, Christiansborg bliver nødt til at kigge på, at der skal laves flere togstop i Danmark. Ellers får vi ikke flere mennesker over på den kollektive trafik, og så får vi bare endnu flere biler, siger han og fortsætter:

- Lige præcis her giver det god mening, fordi der er en station, og der kommer et nyt spor. Når mulighederne er der, skal man forsøge at gribe dem.

VIDEO: Borgmesteren i Horsens Peter Sørensen åbner nu muligheden for togstop i Hovedgård. Det glæder både lokalrådet og borgere i byen.

Lokalråd og borgere er positive

Hos byens lokalråd ser man umiddelbart positivt på muligheden for at genåbne togstoppet.

- Hovedgård er allerede i en positiv udvikling, men hvis toget kommer til at stoppe, vil det give et boost til byen. Det har man jo set andre steder, hvor de har et togstop, siger Ejvind Olsen, formand for Hovedgård Lokalråd.

Han tør dog ikke forevente for meget. For nogle år siden var der nemlig et stort engagement om at få topstoppet genåbnet, men det faldt til jorden, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

- Selvfølgelig er man nervøs for, at man sætter en masse i værk igen og så finder man ud af i løbet af et halvt eller helt år, at det alligevel ikke bliver til noget.

Også de lokale indbyggere, som TV2 ØSTJYLLAND mødte på gaden søndag, var positive overfor en genåbning af stationen.

- Det er en mega god ide, fordi det er træls at skulle tage hele vejen til Horsens for at komme til Aarhus, siger Emma Eriksen.

- Der var nok flere, der ville flytte til, og man ville spare slitage på sin egen bil og bruge offentlig transport lidt mere, siger Per Gajhede Trolle.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her