I kamp mod tiden: Vil sikre yndet udflugtsmål for 50.000 besøgende

Nystiftet forening vil forsøge at forhindre, at Klostermølle kommer på private hænder, men tiden er knap.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Området rummer blandt andet landets største træbygning.

Klostermølles Venner er stiftet.

Sådan lyder det glade budskab, efter mere en 100 interesserede onsdag mødte op til foreningens stiftende generalforsamling. 

Men baggrunden er knap så munter.

Klostermølle, der ligger ved Mossø vest for Skanderborg, overdrages senere på året fra Naturstyrelsen til statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, som altid overtager bygninger med henblik på salg. 

Dermed risikerer stedet at ryge på private hænder, og så kan det meget vel være slut med offentlig adgang til det naturskønne område.

Peter Rasmussen glæder sig over det store fremmøde ved generalforsamlingen. Foto: Privatfoto

- Som vi forstår det, bliver bygningerne overdraget til staten 1. oktober, og så går salget i gang, siger foreningens formand Peter Rasmussen til TV2 Østjylland.

Han er i forvejen formand for Natur og Ungdom, der de seneste 40 år har lejet sig ind i bygningerne og inviteret skoler og daginstitutioner i naturskole. Lejekontrakten blev dog opsagt pr. 1. marts.

Foreningens formål

Foreningens formål er at sikre offentlighedens adgang til Klostermølle.

Det kan ske via forpagtning eller ejerskab for at sikre, at brugen af Klostermølles arealer og bygningsmasse sker på et økonomisk bæredygtigt grundlag og med befolkningens rekreative interesser som mål under hensyntagen til landskabsfredning, bygningsfredning og fortidsmindefredning.

Foreningen ønsker desuden at formidle Klostermølles natur- og kulturhistorie for et bredt publikum.

Foreningens formål kan opnås ved at indgå samarbejde med andre parter, foreninger, interessegrupper, lodsejere og private ildsjæle.

Kilde: Natur & Ungdom

Vil have ministeren på banen

Den nystiftede bestyrelse har derfor travlt, når de næste torsdag holder det første møde.

- Der er to step i det videre arbejde. Først skal vi have bremset eller udsat salget, og der har vi brug for, at miljøministeren griber ind. De øvrige, grønne organisationer har rettet henvendelse til ministeren, og det vil vi også gøre. Andet step bliver så at finde ud af, hvilken konstruktion der kan drive stedet videre, siger Peter Rasmussen.

Han forklarer, at det var nødvendigt med en forening netop i forhold til dialogen med myndighederne.

- Vi har brug for et officielt talerør. Før har det i princippet været enkeltpersoner, der har udtalt sig. Nu har vi en forening med medlemmerne i ryggen, og jeg synes, der er stor lokal opbakning, siger den nyvalgte formand.

Kræver mange penge

En mulighed er, at foreningen selv køber Klostermølle, men det kræver både tid og penge.

- Der er brug for tid til at lave den rigtige konstruktion, og der skal også rejses kapital. Der skal ikke kun bruges penge til selve købet, der er også et stort behov for renovering og en plan for bæredygtig drift derefter, forklarer Peter Rasmussen.

Det er på ingen måde nemt, men heller ikke umuligt
Peter Rasmussen

Han så gerne, at det hele var grebet anderledes an.

- Det er ærgerligt, at man ikke fra start har forsøgt at finde en konstruktion, så det kunne køre videre til glæde for de 50.000 mennesker, der årligt besøger stedet. Man kunne have fundet nogle interessenter og nogle frivillige kræfter, der ville drive og udvikle stedet, siger Peter Rasmussen og påpeger, at det store fremmøde på onsdagens møde viser, at opbakningen er til stede.

Forsøger at sikre delvis adgang

Naturstyrelsen har tidligere meddelt, at man vil prøve at sikre, at der stadig er offentlig adgang ved at tinglyse servitutter.

Styrelsen vil blandt andet gøre det til et krav, at en kommende ejer accepterer, at der bliver offentlig færden på to stier, og at man fortsat kan passere området i kano.

Han erkender, at der skal ske meget på kort tid, hvis foreningen skal forhindre, at Klostermølle kommer på private hænder, men han er optimistisk efter onsdagens stiftende generalforsamling.

- Det er på ingen måde nemt, men heller ikke umuligt. Det er bare ærgerligt, at det skal ske under det her tidspres, siger han. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her