Børn smager ældremad – deres reaktion vil overraske mange

Selvom menuen nok ikke ligefrem var børnevenlig, så faldt den i god smag hos børnene, der skulle prøve ældremad.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den får tit kritik og er en varm kartoffel i mange politiske diskussioner. Men er ældremaden rundt om i kommunerne virkelig så dårlig som dens ry?

TV2 ØSTJYLLAND satte sig for at undersøge sagen. Og hvem andre end børn skal man høre sandheden fra.

Vi serverede to retter for dem - brunkål med nakkefilet og hjertemillionbøf med kartoffelmos - og et udbrud gik igen hos de fleste af dem:

- Det smager mega godt.

VIDEO: Brunkålen var ikke et hit blandt børnene, men ellers var der stor tilfredshed med maden.

'Smager bedre end derhjemme'

Sådan var reaktionerne fra børnene under smagningen.

Brunkålen var stort set det eneste, som de ikke lappede i sig.

Det var svært for børnene at skjule, at de virkelig godt kunne lide maden.

De var begejstrede for kartoffelmosen uden klumper, for de bløde grøntsager og for kødsovsen med hjerte.

- Det her smager bedre end det derhjemme, sagde en af børnene.

- Det får 10 ud af 10. Jeg ville være glad for at få det her, hvis jeg var på plejehjem, supplerede en anden.

VIDEO: Tidligere på året var ældremad på dagsordenen i Favrskov Kommune. Her var der lagt op til, at de ældre skulle vælge en bestemt kommunal madpakke, men beslutningen blev ændret igen. Indslaget her er fra den 13. april.

Leder er ikke overrasket

Maden, som børnene smagte, stammer fra Madservice Kronjylland. De leverer til ældre i Randers Kommune.

Herfra er den øverste leder ikke overrasket over børnenes reaktion.

Vi får ofte kritik fra dem, der ikke ved noget om maden. Vi er meget mere end frikadeller.
Marianne Sloth Sørensen, ledende økonoma, Madservice Kronjylland

- Vi får gode tilbagemeldinger hver dag, og vi ved, hvad der rører sig, og hvad brugerne vil have, siger ledende økonoma hos Madservice Kronjylland, Marianne Sloth Sørensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun langer samtidig en smule ud efter alle dem, der tit taler grimt om ældremaden.

'Ved ikke noget om maden'

- Vi får ofte kritik fra dem, der ikke ved noget om maden. Vi er meget mere end frikadeller. De kender ikke til vores store udbud og valgfrihed. Kritikken er ikke fair, mener Marianne Sloth Sørensen.

Lederen erkender dog, at der altid er plads til forbedring, men overvejende set er der tilfredshed blandt de ældre i Randers.

Og en af de unge prøvesmagere er heller ikke i tvivl:

- Jeg tror, at det er sådan noget, som de gamle godt kan lide.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her