Borgmester vil have afklaring: Må vi boykotte israelske varer?
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) vil personligt rette henvendelse til ministerium for at få afklaret, om kommunen må boykotte varer fra israelske bosættelser.
Aarhus Byråd vil have svar. Må de eller må de ikke vælge at stoppe med indkøb af varer og tjenesteydelser fra israelske bosættelser?
Forslaget om at stoppe med indkøb fra israelske bosættelser kom oprindeligt fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre i Aarhus Byråd.
Læs også:
Sagen blev sendt i et underudvalg til Økonomiudvalget og undersøgt af borgmesterens afdeling. Konklusionen var, at Aarhus ikke selv må tage en beslutning om at stoppe med at handle med bestemte dele af verden, det ville være i strid med udbudsreglerne.
På onsdagens byrådsmøde bragte SF, Enhedslisten og Radikale Venstre dog sagen op igen. De henviser til et svar fra daværende økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, der i 2014 fastslog, at kommunerne godt selv kan vælge, at de ikke vil købe varer fra besatte områder på Vestbredden.
Rådmand for kultur og borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), pegede også på Norge som et eksempel på et land, hvor flere kommuner selv har valgt at stoppe med indkøb af varer fra israelske bosættelser.
Han mener, at deres udbudsregler er sammenlignelige med Danmark, og at det derfor også burde kunne lade sig gøre her.
Efter en diskussion frem og tilbage i salen onsdag eftermiddag fastslog borgmester Jacob Bundsgaard (S), at han personligt vil rette henvendelse til enten indenrigsministeriet eller erhvervsministeriet for at få en afklaring på sagen.
Forslaget fra borgmesteren blev bakket op af de partier, der var kommet med forslaget.