Endnu en politiker står frem i Randers: Meldte modstandere til politiet for chikane og toilet-overvågning

Hen over en tre-årig periode har den konservative politiker Daniel Madié følt sig forfulgt af Venstre i Randers. Til sidst endte han med at gå til politiet. Venstre nægter ethvert kendskab til hans oplevelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Den konservative Daniel Madié har beskyldt medlemmer af Venstre for at stå bag chikane. Nu skal de to partier mødes.

Videooptagelser fra brystlommen, aflytning ved toiletdøren og en generelt pågående adfærd. 

Det er nogle af de ting, den konservative politiker Daniel Madié fra Randers,hævder at være blevet udsat for. Det var, ifølge ham, så slemt, at han måtte gå til politiet.

Daniel Madié er dermed den tredje politiker på kort tid, der fortæller om et politisk miljø i Randers, der, ifølge dem, til tider er hårdkogt.

Og den konservative politiker peger på partiet Venstre som de ansvarlige for det, han fortæller, han har været udsat for.

- Der var en meget, meget stærk personlig forfølgelse – eller kamp kan man kalde det – mod mig som politiker, siger Daniel Madié til TV2 ØSTJYLLAND.

Daniel Madié har siddet i byrådet siden 2006.

Meldte det til politiet

Den oplevede forfølgelse skete, ifølge Daniel Madié, i perioden fra 2014 og frem mod kommunalvalget i 2017, hvor det henad vejen blev værre og værre.

Daniel Madié fortæller, at en gruppe på 5-10 personer konstant var i nærheden af ham, filmede og fulgte ham i forbindelse med politiske og offentlige arrangementer i perioden.

- Jeg havde folk løbende efter mig, som uanset, hvor jeg bevægede mig hen – om det så var på toilettet – stod og rapporterede via telefoner, at ”nu er Daniel gået på toilet – nu er Daniel gået i lokale C24 – nu går Daniel ud igen,” forklarer Randers-politikeren om episoderne.

Det hele endte med, at Daniel Madié meldte sagerne til politiet. TV2 ØSTJYLLAND har bedt Daniel Madié vise konkret dokumentation for, at episoderne har fundet sted. Han har over for redaktionen kun kunne fremlægge en bekræftelse fra Østjyllands Politi af, at han den 15. november 2017 anmeldte "politisk chikane". 

Brug for at kunne tale frit

Daniel Madié er blandt andet fortørnet over, at det, mens det stod på, var svært at få alenetid. 

- Man har som politiker også brug for at være i sit eget forum med sine egne folk, hvor man kan tale frit, siger Daniel Madié om oplevelsen af, at alt blev optaget.

Det, du står og siger som politiker, skal vel også kunne tåle dagens lys?

- Ja, og det er ikke nødvendigvis ulovligt. Det er bare irriterende, når det bliver så nedgroet, ivrigt og nidkært, siger Daniel Madié.

- Problemet er den intimidering, der er i, at man er her, der og alle vegne, fortsætter Daniel Madié.

Louise Brown fra Liberal Alliance har valgt ikke at stille op ved det kommende kommunalvalg.

Forud for anmeldelsen forklarer han, at han selv havde forsøgt at få stoppet episoderne uden held. Det ændrede sig dog, siger han, da han oplyste gruppen om, at han nu havde involveret politiet.

- Det må jeg sige, det hjalp. Heldigvis, men det burde ikke have været nødvendigt, siger han.

Da den konservative byrådspolitiker, der har siddet i byrådet siden 2006, kort efter igen følte, at han kunne bevæge sig frit, foretog politiet sig ikke yderligere i sagen. Ingen personer blev tiltalt eller sigtet i sagen.

Venstre afviser alt

Ifølge Daniel Madié havde personerne, der stod for det, han oplevede som chikane, tilknytning til partiet Venstre. Men flere Venstre-politikere i Randers kan ikke genkende hans historie.

TV2 ØSTJYLLAND har præsenteret tidligere borgmester Claus Omann Jensen, formand Knud Pedersen og byrådspolitikerne Christian Brøns og Louise Høegh for anklagerne, og de nægter alle at have noget som helst kendskab til episoderne. Og de ønsker ikke at knytte yderligere kommentarer.

Årsagen til, at Daniel Madié vælger at fortælle sin historie nu, fire år efter han oplevede det, er, at han gerne vil gå ind for ordentlighed – også frem mod det forestående valg.

- Der er nogen, der går for meget op i det. For nogen går det op i magt og kampe, fremfor politik, og det synes jeg, vi skal forsøge at mindske, siger Daniel Madié. 

Der er blevet skrevet og sagt meget om det politiske klima i Randers kommune gennem årene. Senest har debatten taget fart, efter de to spidskandidater Louise Brown (LA) og Christian Brøns (V) valgte at trække sig med enslydende begrundelser: Kulturen er for rådden.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her