Fischer holder flertallet i Skanderborg Kommune
Frands Fischer (S) fortsætter som borgmester i Skanderborg, hvor han trods alt åbner op for flere forhandlinger onsdag.
Frands Fischer får lov at fortsætte som borgmester i Skanderborg kommune. Det fortæller han kort før klokken 01.00 natten til onsdag.
Den socialdemokratiske spids bliver støttet op af SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet.
- Aftalen er ikke færdiggjort, men vi har lavet den nu, og den skal gøres færdig i morgen, siger Frands Fischer til TV2 ØSTJYLLAND.
Samtidig afslører han, at partierne, der indtil videre er med, ikke nødvendigvis er en fyldestgørende liste. Det vil sige, at de blå partier i løbet af onsdagen også får mulighed for at blive en del af en bred konstituering.
En af grundene til, at man venter på at nedfælde yderligere, er, at man fortsat mangler de personlige stemmetal.
- Vi har brug for en konstituering, hvor vi får sat de politiske retninger, og så har vi brug for at finde ud af, hvordan de personlige stemmer fordeler sig, så vi kender personerne i byrådet.
Socialdemokratiet er i Skanderborg – ligesom i det meste af landet – gået tilbage ved dette valg. Med næsten 10.500 stemmer er de dog fortsat det største parti.