Her er spidskandidaten, der skal kæmpe mod Bundsgaard om borgmesterposten

Christian Budde skal fremover stå i spidsen for Venstre i Aarhus og udfordre Jacob Bundsgaard på borgmesterposten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Christian Budde er ny spidskandidat for Venstre i Aarhus.

Christian Budde har store visioner for Aarhus. Dem håber han nu på at kunne indfri i sin nye rolle som Venstres spidskandidat i Aarhus Kommune.

Formelt er han først endeligt valgt som spidskandidat, når Venstre i Aarhus afholder opstillingsmøde den 8. oktober, men da han er den eneste, der har meldt sig som kandidat, bliver det altså den 38-årige Venstremand, der skal stå i spidsen for Venstre og udfordre den siddende socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaard ved kommunalvalget i 2021.

- Jeg kan udfordre Jacob Bundsgaard. Han er en dygtig borgmester, der er god til at administrere, men jeg synes, at vi ser den begrænsning, der er, når et parti sidder mange år på magten.

Jeg synes, at Aarhus har et eller to gear mere at rykke med, end det vi ser i øjeblikket.
Christian Budde, spidskandidat for Venstre i Aarhus

- Det bliver en form for sovepude, og jeg synes, at Aarhus har et eller to gear mere at rykke med, end det vi ser i øjeblikket, siger Christian Budde til TV2 ØSTJYLLAND.

Christian Budde blev i 2013 valgt ind i byrådet med 953 personlige stemmer. Siden måtte han dog træde ud af byrådet på grund af private omstændigheder.

VIDEO: Christian Budde fortæller her om de fordele, han ser, ved at have haft en pause fra politik - og nu vende tilbage.

Nu er han tilbage, og han mener, at pausen fra politik bliver en fordel:

- Jeg ser det som en fordel, at jeg har haft en timeout. Jeg tror, der er brug for friske øjne på den aarhusianske politik. Venstre er sultne, og vi skal væk fra den autopilot, som vi ser ved borgmesterpartiet lige nu, siger Christian Budde.

BLÅ BOG

Baggrund:

- Nordjysk baggrund fra Sæby
- Uddannet cand.scient.pol. ved Aarhus Universitet
- 38 år gammel
- Gift med Signe, som han har tre børn med i alderen 3-11 år
- Motionsløber i Højbjerg Løbeklub og glad for at (vinter)bade

CV:

-Chefkonsulent i KL, fokus på bl.a. erhvervsområdet og kommunernes rolle i den grønne omstilling/klimaområdet mv.
-Politisk konsulent i Business Region Aarhus, fokus på bl.a. mobilitet/infrastruktur og lobbyisme i forhold til østjyske interesser.

 

Kilde: Christian Buddes Facebook-side

Vil gøre op med "pyntegrønt"

Christian Buddes visioner for Aarhus tager særligt afsæt i en politisk dagsorden med fokus på kultur, grøn omstilling og velfærdsområdet.

Han vil gøre op med det, som han kalder borgmesterens ”pyntegrønt” og i stedet være ambitiøs på, hvordan Aarhus kan blive omdrejningspunktet for grøn vækst:

- Vores politik adskiller sig ved, at rigtig meget af det der er sket indtil videre, er pyntegrønt. Det flytter ikke så meget ude i virkeligheden, at man nedsætter udvalg og laver politik.

- Vores succes på den grønne dagsorden skal måles på, hvad sker der konkret ude i virkeligheden. Hvad sker der i virksomhederne, institutionerne og som privatpersoner, når vi for eksempel handler ind?, siger han.

Vores succes på den grønne dagsorden skal måles på, hvad sker der konkret ude i virkeligheden.
Christian Budde, spidskandidat for Venstre i Aarhus

På kulturområdet vil han også sætte skub i udviklingen:

- Der skal nye boller på suppen på kulturområdet. Vi skal levere events, vi kan være stolte af og som kan profilere vores by. Men jeg synes også, at vi skal tænke mere folkeligt.

- For eksempel skal vi kigge på Festugen. Hvad er det for en størrelse, og er det i virkeligheden den festuge, som de fleste ønsker? Kan man tage ned og høre noget røvballerock og få en fadøl, eller er det blevet for finkulturelt? Festugen skal gå på mange ben og appellere bredt, og det er ikke mit indtryk, at den gør det i dag. Det skal vi kigge på, lyder det fra Christian Budde.

Derudover har han børnefamilierne, ældreplejen og integration som mærkesager. Du kan se alle mærkesagerne her.

Christian Budde bliver Bünyamin Simseks efterfølger. Simsek, der er nuværende leder af Venstre i Aarhus og rådmand for Teknik og Miljø, fortsætter som rådmand frem til årsskiftet 2021/2022.

VIDEO: Den flerårige politiske leder af Venstre i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek, ser sig nødsaget til at opgive jagten på borgmesterposten. Bestyrelsen for Venstre i Aarhus vil hellere satse på en ny frontfigur ved næste valg – og det har fået ham til at trække sig efter syv år som spidskandidat.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her