Oprør i sommerhusland: Nej til nye naboer
Syddjurs har over 9.000 sommerhuse, men nu stiller flere lokalpolitikere spørgsmålstegn ved, om grænsen er nået.
Hertil og ikke længere. Sådan lyder det nu fra flere sommerhusejere i Syddjurs Kommune.
- Vi er i forvejen over 100 sommerhuse her, og hverken trafikforholdene eller naturen kan holde til, der vil komme 100 nye sommerhuse, siger Birgit Rasmussen.
Hun har sommerhus ved Dråby Strand tæt på Ebeltoft, hvor der er planer om flere sommerhuse.
Hendes kritik står ikke alene. Andre naboer har rejst bekymringer, og i andre sommerhusområder er der også modstand mod nye sommerhusgrunde.
Kritikken kommer i kølvandet på Syddjurs' nye kommuneplan, hvor der åbnes op for nye sommerhuse fem forskellige steder på Mols og ved Ebeltoft.
En beslutning, som 25 ud af 27 byrådspolitikere står bag.
- Jeg synes, vi har en chance nu her for at udvikle Ebeltoft med godt fire procent flere sommerhuse, siger Heine Skovbak Iversen fra De Radikale.
Kommuneplanen giver mulighed for i alt 38 hektar med nye sommerhuse, men det vides ikke med sikkerhed endnu, hvor mange sommerhuse det konkret bliver.
Her kan der komme ekstra store sommerhuse
Syddjurs' kommuneplan giver mulighed for op til 33 nye sommerhuse på op til 360 m2:
- 10 ved Dråby Strand
- 10 ved Handrup Bakker
- 5 ved Begtrup Vig
- 8 ved Øer
Kilde: Syddjurs Kommune
Og så bliver der mulighed for 33 kæmpesommerhuse på op til 360 m2. Det er særligt dem, som mange nuværende sommerhusejere ved Dråby er imod.
- Vi kan se rundt i landet, hvor de bygger kæmpe-party-sommerhuse, at det giver problemer med støj og larm, siger sommerhusejer Birgit Rasmussen.
Erstatning for hoteller
De Konservatives Tommy Bøgehøj mener, at tilladelsen til de store sommerhuse primært skal afhjælpe, at Ebeltoft har mistet to hoteller igennem årene.
- Her kan familier komme og bo i samlet flok, men de store sommerhuse skal ligge bagerst i udstykningen og skal have egen adgangsvej, så de ikke generer andre, siger han.
Tommy Bøgehøj er spændt på, om der overhovedet kommer udviklere, som vil bygge de store sommerhuse, men nu har politikerne åbnet op for muligheden.
To var helt imod
Alternativet og Enhedslisten har helt stemt imod nye sommerhusgrunde ved Dråby - og særligt de store sommerhuse har de udtrykt kritik af.
Så mange sommerhuse er der i Sydjurs
I 2018 lavede Danmarks Statistik en analyse over antallet af sommerhuse i Danmark: Følgende fem kommuner havde på det tidspunkt flest sommerhuse:
- Odsherred: 23.282
- Gribskov: 14.371
- Ringkøbing-Skjern: 9.446
- Syddjurs: 9.375
- Halsnæs: 8.499
Kilde: Danmarks Statisitk på baggrund af data fra Statens Salgs- og Vurderingsregister
- Vi skal ikke have bygget flere sommerhuse tæt på kysten, siger Jesper Yde Knudsen fra Enhedslisten og uddyber:
- Dels skal vi beskytte naturen generelt og lokalt ved Dråby skal vi ikke bidrage yderligere til trafikproblemer om sommeren, og så skal vi tænke på hensynet til de nuværende sommerhusejere.
Måske sidste runde med sommerhuse
TV2 ØSTJYLLAND har spurgt kandidaterne til kommunavalget, hvad de mener om antallet af sommerhusgrunde i kommunen.
Her er der stor spittelse i svarene.
Socialdemokratiets borgmesterkandidat Michael Stegger Jensen mener, det er slut med flere sommerhuse efter denne runde.
- Jeg er med på de sommerhuse, som kommuneplanen giver lov, men som stopper det også der, siger han og uddyber:
- Når man laver en forøgelse, så skal det evalueres, inden man går videre, så jeg er ikke klar på at sige ja til flere endnu.
SF's lokale kandidat ved Dråby Jens Rasmussen mener også, at grænsen efter den runde af udstykninger er nået.
- Der er rigeligt med sommerhuse, siger han.
Hos De Konservative mener Tommy Bøgehøj, at sommerhusene er en del af fundamentet for at holde liv i Ebeltoft året rundt.
- Det er en del af vores udbygning af helårsbeboere, fordi mange vælger at bosætte sig fast i deres sommehuse, når de bliver ældre, siger han og fortsætter:
- Om der skal komme flere nye udstykninger efter denne runde vil tiden vise. For hvis vi ikke får løst trafikproblemerne, er der ikke plads til flere.
Se en længere debat mellem de tre politikere Jens Rasmussen (SF), Heine Skovbak Iversen (De Radikale) og Tommy Bøgehøj (Konservative).