Racisme-dømt DF'er er færdig i partiet
Udmeldingen kommer efter, at hovedpartiet har set dommen. Den er langt over grænsen, mener de, og Steen Jensen fra DF i Norddjurs har nu meldt sig ud af partiet.
Først brugte DF'eren Steen Jensen sin racismedom til at promovere sig i valgkampen.
Nu har han meldt sig ud af Dansk Folkeparti.
Det bekræfter Dansk Folkepartis partisekretær til TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg har snakket med Steen Jensen, og han kan godt se, at det er ud over grænsen, og for ikke at skade partiet, har han meldt sig ud, siger partisekretær Steen Thomsen.
Havde I smidt ham ud, hvis han ikke selv var gået?
- Nu er han trådt ud af partiet, og det er det, siger partisekretær Steen Thomsen.
Hovedorganisationen i Dansk Folkeparti kendte ikke dommen, før Steen Jensen selv fortalte om det på Facebook forleden, og TV2 ØSTJYLLAND efterfølgende skrev om det.
Steen Jensens version af sin racismedom er en noget andet, end den forklaring han selv gav oprindeligt.
- Jeg havde bare skrevet, at det var underligt, at hvor muslimer kom, steg kriminaliteten. Det måtte jeg ikke skrive, fordi dommeren sagde, at man ikke må mistænkeliggøre en bestemt gruppering, sagde Steen Jensen til TV2 ØSTJYLLAND forleden.
Men en aktindsigt i dommen viser, hvad Steen Jensen mere præcist er dømt for.
"Islam myrder løs overalt i Europa" er blandt anden en af sætningerne, som gør, at retten fandt, at Steen Jensens kommentarer på Facebook var "en forhånelse og nedværdigelse af den personkreds, der bekender sig til islam".
Hos DF er partisekretær Steen Thomsen ikke glad for, at den reelle version af dommen er en anden end den, som Steen Jensen selv gik ud med.
- Det er ikke smart. Det er ikke i orden. Det skal være ok at sige ting med kant, men det her, som han har skrevet, er langt ud over kanten, og det erkender han også selv overfor mig.
Overvejer at fortsætte som løsgænger
Steen Jensen bekræfter nu udmeldelsen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg har fået en opringning fra Steen Thomsen og han siger, at den udtalelse var lidt for voldsomt. Og for ikke at skade partiet melder jeg mig ud, og så tager vi den derfra. Det er grunden, siger han.
Han kan godt se i dag, at det er "et meget voldsomt" opslag, men han ved ikke, om han decideret fortryder det.
- Jeg skrev det efter, der havde været terror i London, og så blev det en sen aften, hvor jeg fik det skrevet. Men jeg skulle slettet alting? Det er jo den måde, man ikke bliver dømt for noget, siger Steen Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Du står stadig på stemmesedlen til kommunalvalget. Stiller du stadig op, hvis du kan blive valgt?
- Hvis jeg bliver valgt, så går jeg ind i kommunalbestyrelsen som 100 procent løsgænger og bliver den vagthund, som jeg har været i min tid i kommunalbestyrelsen, siger han og fortsætter:
- Den største domstol, jeg kan møde, er vælgerne. Hvis de mener, at jeg skal ind, så skal jeg ind.