Byrådsmøde til efter midnat: Politiker må gå før tid
Randers Byråd er kendt for livlig debat, og på det seneste byrådsmøde var der så mange diskussioner, at det først var slut kl. 00.38
I mandags var der byrådsmøde i Randers. Det startede som planlagt kl. 16, og først kl. 00.38 kunne borgmester Claus Omann Jensen (V) ringe af efter sidste dagsordenspunkt. Undervejs måtte Mogens Nyholm (RV) forlade mødet.
- Jeg var nødt til at gå kl. 22.30, fordi jeg skulle op næste morgen og være censor for elever i otte timer. Det havde ikke været forsvarligt over for dem, hvis jeg ikke havde fået min søvn, siger Mogens Nyholm til TV2 ØSTJYLLAND.
Som byrådsmedlem er man deltidspolitiker, og for manges vedkommende skal et job passes ved siden af den politiske gerning. Det kan give udfordringer, når møderne varer så mange timer.
- Men jeg vil altså ikke klynke. Det viser, at vi har et levende demokrati, som bliver tager alvorligt. Det er første gang, at jeg har været nødt til at gå, og selvom det er hårdt næste dag efter et langt møde, så må man bare sige, at det altså er hårdt at være politiker, siger Mogens Nyholm.
Han kan dog godt se en idé i måske at holde flere, men kortere møder, og Randers’ borgmester ser også de timelange byrådsmøder som et problem.
- Der er ingen tvivl om, at jeg gerne så, vi havde hurtigere møder end i dag. Jeg har indført taletidsbegrænsning, men der er bare mange punkter, som vi skal igennem. Og viljen til eksempelvis at holde sager i udvalgene er der bare ikke fra visse medlemmer, siger Claus Omann Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Traditionelt har Randers Byråd haft møder, der snildt kan strække sig udover seks-syv timer, og udover at det kan være svært for de folkevalgt at passe et arbejde dagen efter, så er der også andre negative sideeffekter.
Tilhørere orker oftest ikke at følge møderne, og det kan skræmme nye kandidater væk.
- Vi skal være mere effektive for at styrke interessen for vores arbejde. Der har været holdt mange møder om afviklingen af vores byrådsmøder, og jeg opfordrer hele tiden folk til at fatte sig i korthed, forklarer borgmesteren.
Men når der så er 60 punkter på dagsordenen indeholdende en lang række spørgsmål fra politikerne, der skal drøftes i plenum, så vil det altid trække ud.
- Man må hylde, at vi har aktive møder, og dem der stiller de mange spørgsmål, har loven på deres side. De er i deres gode ret til at gøre det, siger Claus Omann Jensen.
For nylig var der også et byrådsmedlem i Randers, der faldt i søvn under et møde, og generelt har der også været meget polemik om tonen politikerne imellem. Det kan du se mere om i indslaget herunder.