V i Randers: Ingen muslim-bashing i ny flygtninge-kampagne
Når kommunen fremover vil oplyse flygtninge om deres muligheder for at rejse hjem, er der tale om en menneskelig håndsrækning, mener Jens Peter Hansen (V)
"Tåkrummende" og "sørgeligt" er nogle af de ord, Dansk Folkeparti og Venstre møder om et nyt flygtningetiltag af borgere i gruppen Facebook Randers.
Randers Kommune vil fremover lave en informationskampagne, der skal gøre flygtninge opmærksomme på de muligheder, de har for at rejse hjem til det land, de er flygtet fra, med støtte fra den danske stat.
Forslaget stammer fra Dansk Folkeparti og har fået opbakning fra Venstre.
I Venstre ser man ikke på motivet for kampagnen, men på indholdet, siger byrådsmedlem Jens Peter Hansen (V)
- Jeg ser ikke nogen som helst muslimbashing. Det er en menneskelig håndsrækning, som giver flygtninge muligheder, som de måske ikke var klar over, at de havde, siger han.
Soc.dem: Ikke en kommunal opgave
I Danmark kan flygtninge med opholdstilladelse få økonomisk støtte til hjemrejse og til at etablere sig i hjemlandet.
Det er Dansk Flygtningehjælp, der varetager opgaven for Udlændinge - og Integrationsministeriet og oplyser flytningene om deres rettigheder.
Hos Socialdemokratiet ser man derfor ingen grund til, at kommunen skal træde ind og varetage opgaven.
- Flytningene vil føle sig forfulgt, for de har fået tilbuddet mange gange før. I det øjeblik, de kommer ind i det her system, står Dansk Flygtningehjælp der og fortæller om deres rettigheder, så de ved alt om det i forvejen, siger Henning Jensen Nyhuus (Soc.dem), der mener, at kommunen i stedet bør bruge krudt på dens kerneopgaver.
Der kan dog være penge at hente for kommunen med den nye kampagne. Kommunerne kan få en økonomisk gevinst fra den danske stat på 25.000 pr. flygtning, det lykkes at få til at rejse hjem.
DF: Det er en win-win situation
Hos Dansk Folkeparti ser man intet forkert i den nye kampagne, men betragter det i stedet som en såkaldt 'win-win situation', hvis man får flygtninge til at rejse hjem igen.
- Hvis man kan sende flygtninge hjem til deres hjemland og deres familie, så er det godt for både kommunen og den enkelte. Vi ved fra Danmarks Statistik, at det koster 170.000 kroner for hver ikke-vestlig indvandrer, man har her i Danmark, siger byrådsmedlem Frank Nørgaard (DF).
Han er uenig i, at det ikke er en kommunal opgave at rådgive flygtninge om muligheden for at rejse hjem.
- Det er i den grad en kommunal opgave at finde ud af, hvordan vi får bedst mulig velfærd i kommunen, siger Frank Nørgaard.