Ældre mand mister livet under badetur
81-årig var ude at bade med sin hustru, da han forsvandt i vandet. Han blev bragt i land, men afgik ved døden.
En 81-årig mand mistede mandag livet, da han var ude at bade ved Bønnerup Strand på Norddjurs.
Det oplyser Østjyllands Politi.
- Han er ude at svømme med sin hustru, da han pludselig forsvinder kortvarigt, og hustruen råber på hjælp, siger vagtchef Peter Hallstrøm.
Nogle personer på paddleboard får fat i manden og får trukket ham op på et paddleboard, hvor de yder førstehjælp.
- De får bragt ham ind til land, hvor redningsberedskabet står klar, men hans liv står ikke til at redde, og han bliver erklæret død ude på stedet, fortæller Peter Hallstrøm.