Coronaramt fiskeri: - Det er nogle meget hårde tider
Flere fiskeriforeninger i Norddjurs Kommune oplever konsekvenserne af COVID-19. I øjeblikket eksporterer de slet ikke til Sydeuropa.
I Bønnerup Havn fanger de 18-19 tilknyttede kuttere normalt store mængder fisk og skaldyr.
Her har fiskeren Per Skødt Hansen netop sat garn og er på vej hjem til havnen i Bønnerup, da TV2 ØSTJYLLAND taler med ham.
Han fortæller, at fiskeriet har ændret sig en del grundet COVID-19. Det har blandt andet sat en stopper for salget af søtunger og jomfruhummere til Sydeuropa.
- Der er intet salg til Sydeuropa lige nu. Alle restauranter og andet er lukket ned, siger Per Skødt Hansen, der er formand for Bønnerup Fiskeriforening.
Lige nu får de kun halvdelen eller en fjerdedel af den normale pris.
- Når vi får lavere priser, så kan vi jo ikke bare fiske mere. Vi har en kvote, og det er det. Så det bliver et hårdt år, siger Per Skødt Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Eksport til hårdt ramte lande
Også hos Grenaa Fiskeriforening oplever de begrænsninger.
De har nemlig deres største eksport af blandt andet jomfruhummere til Italien, Spanien og Frankrig, som er nogle af de hårdest ramte lande i Europa i øjeblikket.
- Det er nogle meget hårde tider. Vi er helt holdt op med at fiske efter jomfruhummere i øjeblikket. Frostlagrene er fulde, og det kommer til at trykke prisen, indtil de er tømt, siger formand for Grenaa Fiskeriforening, Anders Nymann Jensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Anders Nymann Jensen kan se, at stykpriserne på de enkelte fisk og skalddyr er faldet meget, siden COVID-19 brød ud.
- Vi får ikke et normalt prisniveau, før vi kommer af med frostophobningen. Men vi ved jo ikke, hvornår det slutter. Hvis jeg vidste det, havde jeg været en rig mand, siger han.
De prøver dog fortsat at fange bestemte typer fisk til det ferske marked, hvor der ifølge Anders Nymann Jensen altid bliver solgt en smule.