Mathias' skolebus er blevet en ideologisk kampplads

Alle politikerne ønsker, at Mathias Gregersen og hans skolekammerater kommer sikkert hjem fra skole. De er uenige om, hvem der skal betale regningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Mathias Friis Gregersen går på Min Friskole i Ørum og tager skolebussen flere gange om ugen.

Ønsket er simpelt.

Ryk skolebussens rute et par hundrede meter, og 15 skolebørn fra en lokal friskole i Ørum i Norddjurs Kommune undgår en stærkt trafikeret hovedvej.

Men sagen er mere kompliceret end som så. Politiske ideologier og frygten for en økonomisk glidebane har skabt debat om forslaget. 

Vi skal ikke vige fra retningslinjerne for at tilgodese en mindre ændring på en enkelt rute. Det er en ufarbar vej at bevæge sig ned af.
Aleksander Myrhøj, SF, Norddjurs Kommune

Det ærgrer Charlotte Friis Hammer, hvis søn, Mathias Gregersen, går i tredje klasse på Min Friskole i Ørum. Han bruger bussen hver dag.

- Det vil give mig en tryghed, hvis der var et busstoppested inde i Ørum by, så de selvhjulpent kunne tage med bussen, siger Charlotte Friis Hammer.

Personale kører elever til bussen

I dag holder skolebus 2 på hovedvej 16 mellem Grenaa og Randers lige uden for Ørum. Et godt stykke fra friskolen.

Derfor har friskolens personale valgt at køre de mindste elever til og fra busstoppestedet, så de undgår selv at krydse vejen.

En uholdbar situation, mener skolelederen, som ønsker, at kommunalbestyrelsen prioriterer trafiksikkerhed for alle børn.

- De børn, som går her, er også børn af kommunen og har vel lige så meget ret til at bruge lokalruterne, siger skoleleder Michael Christiansen. 

Klart ja fra flertallet, men...

Det er Norddjurs Kommune, som er ansvarlig for skolebusserne. 

Her har miljø- og teknikudvalget faktisk indstillet, at busruten skal ændres, som friskolen har ønsket det. 

Formanden for udvalget, Jens Meilvang (LA), er bekymret for, at børn på friskoler er dårligere stillet end børn på folkeskoler.

- Problemet skal løses, og Min Friskole skal betragtes som en lokal folkeskole i området, og hvis det havde været en folkeskole, havde vi løst det på to minutter, siger han. 

Den holdning bakkes op af flertallet i udvalget, også selvom forvaltningen i Norddjurs har gjort opmærksom på flere problemer.  

Lige nu er den vedtagne politik i Norddjurs nemlig, at skolebusserne tilrettelægges efter folkeskolernes elever - og altså ikke ud fra en friskoles ønsker. Det skyldes, at loven forpligter  kommunen at sørge for transport til folkeskoleeleverne.  

Kræver dispensation

Selvom børnene på friskolen altså gerne må bruge skolebussen, så er det lokalt folkeskolen i nabolandsbyen Glesborg, skolebussen er tilrettelagt efter.

Derfor vil det kræve en dispensation at ændre en rute for friskolens skyld. Ændringen kan koste i omegnen af 30.000 kroner om året i ekstra køretid, vurderer forvaltningen i Norddjurs Kommune. 

Men hvis først Min Friskole får ønsket om en ændring i ruten opfyldt, skal kommunens andre friskoler også have samme mulighed, hvis de ønsker det.

Her vurderer forvaltningen, at det kan koste op mod to til tre millioner, fordi det vil kræve fire-fem ekstra skolebusser om året. 

Den køber Jens Meilvang (LA) dog ikke.

- Bussen er selvfølgelig planlagt efter folkeskolens elever, men vi kan sagtens lave en mindre ændring, så trafiksikkerheden bliver bedre - også for friskolens elever, siger han.

Ja til sikkerhed - men de må selv betale

Men det er ikke alle politikere i Norddjurs Kommune, der mener, det er så simpelt.

SF's Aleksander Myrhøj slår fast, at friskolens børn også har krav på trafiksikkerhed. Men han mener samtidig, at friskolen selv må betale.

Naboskolen: Nej tak til længere transporttid til vores børn

Busrute 2 i Norddjurs Kommune er tiltænkt folkeskoleelever fra Børneby Midts Glesborg Skole, som bor i Ørum, Ginnerup og Fannerup. Hvis ruten ændres i Ørum, er det kun tale om eftermiddagsturen, hvor det kan tage op til fem minutter mere at komme hjem. 

Det er børnebyens bestyrelse utilfreds med. "Vi kan naturligvis ikke bakke op om en længere transporttid for skolens elever. Elever på skolebusrute 2 sidder i forvejen over en time i bussen hver dag," står der i høringssvar. 

- Der er foreslået en løsning, hvor de fast kan bestille flekstaxaer fra skolen til det nuværende stoppested. Det vil maksimalt koste skolen 25.000 kroner om året, og samtidig vil de kunne søge at få dækket de penge fra Fordelingssekretariatet for Friskoler og Private Grundskoler, siger Aleksander Myrhøj.

Hvorfor ikke bare ændre ruten en my, også selvom ruten bliver et par minutter længere for folkeskoleeleverne?

- Vi skal ikke vige fra retningslinjerne for at tilgodese en mindre ændring på en enkelt rute. Det er en ufarbar vej at bevæge sig ned ad, siger Aleksander Myrhøj. 

Han er desuden bekymret for, at de andre friskoler også vil have lavet ændringer - eksempelvis betaler Gjerrild-Bønnerup Friskole allerede selv for deres skolebusdrift.

- Og de må da stå tilbage med en lang næse, hvis vi nu begynder at ændre ruter, fordi Min Friskole ønsker det, siger Aleksander Myrhøj. 

Kritik: Børn glemmes i ideologikamp

Liberal Alliances Jens Meilvang mener, at Aleksander Myrhøj har stirret sig blind på problemet, fordi han reelt ikke vil gøre noget ekstraordinært for friskolerne.

Børnene bliver, ifølge ham, glemt i en kamp, der handler mere om ideologi.

- Grundlæggende mener han ikke, at vi skal støtte friskolerne alt for meget, siger Jens Meilvang om sin politiske modstander.

Men hvorfor skal fællesskabet betale transporten for elever, hvis forældre har meldt dem ud af fællesskabets lokale skole og i stedet valgt en privatskole?

- Nu var det fællesskabet - et flertal i kommunalbestyrelsen - som valgte at lukke den lokale folkeskole i Ørum for et par år siden, og som har ført til Min Friskole. Derfor er det fællesskabet, der har fravalgt de her elever, og vi skylder at hjælpe med ordentlige transportmuligheder, siger han. 

En fejlfortolkning, mener Aleksander Myrhøj fra SF. 

- Loven kræver, at vi laver ordentlige skolebusser til folkeskolens elever, siger han og fortsætter:

- Det er så fint, at friskolernes børn tager med der, hvor det giver mening for dem, men vi skal ikke lave generelle principper om på grund af en enkelt ansøgning, siger han. 

Alexander Myrhøj har som det eneste medlem af miljø- og teknikudvalget stemt for, at Min Friskole selv skal betale for nogle flekstaxaer. 

Resten af udvalget har stemt for, at busruten skal laves om efter sommerferien. Det er nu op til kommunalbestyrelsen at se på sagen.

Sagen kort

Min Friskole ønsker at få ændret skolebusrute 2 et par hundrede meter i Ørum på Djursland. I stedet for at holde på hovedvejen, vil de have den til at holde ved Ørum Aktiv Center. Så undgår eleverne at krydse den stærkt trafikerede landevej. 

Det vil kræve en dispensation fra de gældende regler. Norddjurs Kommune er ifølge "Bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen" lovmæssigt forpligtet til at sørge for transport til transportberettigede folkeskoleelever. 

Derudover har Norddjurs Kommune opstillet en række skolebuskriterier, der fastslår, at ruterne og køreplanen for skolebusserne først og fremmest skal servicere folkeskoleeleverne. Andre må meget gerne bruge bussen, men den bliver planlagt efter dem, som kommunen skal give et transporttilbud.

Hvis kommunen giver Min Friskole lov til at ændre ruten, vil det altså kræve en dispensation, vurderer forvaltningen. Derfor kan det også åbne op for, at to andre friskoler kan få mulighed for at have ønsker til skolebusserne. Forvaltningen vurderer, at det kan kræve 4-5 ekstra busser - og det kan koste op imod 2-3 millioner kroner ekstra om året. 

Forvaltningen forslår en løsning, hvor friskolen selv betaler for flekstaxaer hen til skolebussen. Det vil maksimalt koste 25.000 kroner om året, og samtidig kan friskolen søge at få tilskud til at dække beløbet.  

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her