Peter kimes ned af tyskere: Turistby rammes hårdt
Fra lørdag kl. 12 lukker Danmarks grænser for alle ikke-danske statsborgere uden et vigtigt ærinde i landet. Det vil ramme turismen hårdt. Eksempelvis på Djursland.
Fjellerup er en by på det nordligste Djursland, hvor hovedparten af de få erhvervsdrivende lever af turisme, og især de tyske turister plejer at stå for en stor del af omsætningen i brugsen, på vaffelbageriet og hos sommerhusudlejerne.
Men beslutningen om at lukke landets grænser for at bremse udbredelsen af corona-smitten ændrer på det.
- Det er selvfølgelig noget af et slag for hele vores branche, og er et helt usædvanligt skridt. Vi har på ganske kort tid fået 40 annulleringer af bookinger frem til påske, siger indehaver af udlejningsselskabet Dancenter Fjellerup, Peter Skovgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han frygter for ikke kun sin egen og sommerhusudlejernes forretning, men for hele Fjellerup.
- Lukningen af grænserne rammer os alle. I Fjellerup er vi dybt afhængig af turisme, så rent økonomisk bliver det hårdt, siger Peter Skovgaard.
'Alt for kort varsel'
Han er dog fortsat ved godt mod og har fuld forståelse for de tiltag, der er blevet taget.
Anderledes kritisk ser Ferieudlejernes Brancheforening på beslutningen om at lukke grænserne.
Brancheforeningen repræsenterer udlejningsbureauer med over 40.000 sommerhuse til udlejning.
Ifølge direktør Carlos Villaro Lassen vil lukningen af grænsen betyde, at tyske feriegæster må afbestille 1,4 millioner udenlandske overnatninger i feriehuse frem mod midten af april.
- Det er fuldstændig urimeligt at give os så kort varsel og at lægge så stor byrde på dansk kystturisme.
- Alene på den korte bane er der 1200 job i dansk kystturisme, der er sat en streg over, og Danmark går glip af en omsætning den næste måned på over en milliard kroner, siger direktøren.
Kræver erstatning
Han mener kun, at det er rimeligt, at feriehusbranchen får fuld erstatning for omkostningerne af de mange aflyste ferier.
- Det her er en situation, som ikke er mulig for dansk kystturisme at komme helskindet igennem.
- Vi bider tænderne sammen, men mange virksomheder bliver ramt. Det må vi bære som samfund, siger han.
I Fjellerup håber Peter Skovgaard fra Dancenter på, at danskere vil afbøde noget af slaget og booke sommerhuse i den kommende tid.
- Jeg har kun mødt forståelse fra udlejere og skuffede gæster fra især Tyskland. Håbet er, at de vender tilbage, og at danskerne booker noget i den svære tid, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.