Skoleelever skal få øjnene op for naturvidenskab: - Det bliver efterspurgt i fremtiden
I disse dage bliver der afholdt Naturvidenskabsfestival i Norddjurs Kommune, hvor elever fra VID Gymnasier underviser folkeskoleelever.
Statiskelektricitet, bioluminescens og selvlysende alger. Det er bare noget af det, folkeskoleelever fra Norddjurs Kommune i disse dage stifter bekendtskab med.
Det er HTX elever fra VID Gymnasier, der står for undervisningen på Kattegatcenteret. Håbet er, at flere folkeskoleelever får øjnene op for naturvidenskaben.
- Det er et vigtigt indsatsområde for unge mennesker. Det er vigtigt, at vi vækker interessen hos dem, for der er ingen tvivl om, at det er efterspurgt i fremtiden, siger Vivi Ann Jacobsen, der er uddannelsesleder på HTX i Grenaa.
Udover at vække interessen for naturvidenskaben hos folkeskoleleverne, er der også fordele for gymnasieeleverne.
- De vokser af det her. Når de formidler stoffet selv, får de det ind på en anden måde og husker det meget bedre. De lærer noget om det stof, de formidler, men de lærer også om det at formidle, siger Vivi Ann Jacobsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Elever øver sig på at formidle
Det glæder også gymnasieeleverne, at de får mulighed for at prøve kræfter med formidling. Det mener Frederik Nielsen, der går i 2.g på HTX Viden Djurs.
- Jeg får øvet mig i at formidle til andre aldersgrupper, så det bliver meget nemmere for mig at præsentere projekter på nye, forskellige og sjove måder, jeg ikke har prøvet før, så det tror jeg, jeg lærer rigtig, rigtig meget af, siger Frederik Nielsen.
Han tilføjer også, at man får mulighed for at vurdere, om det projekt, man fremlægger, er godt, og hvad man kan forbedre til en anden gang.
- Jeg synes, det er godt, for så kommer os fra gymnasierne ud i verden og får set, om det er godt eller dårligt, det vi laver. Så kan vi også øve os på at formidle. Så jeg tror, det er en rigtig god måde at forbedre sig på, siger Frederik Nielsen.
Folkeskoleeleverne er også begejstrede for Naturvidenskabsfestivalen, og de mener, at det er en sjov måde at få viden på.
- Det er rimelig sjovt, og man får god viden, siger Sebastian Søndergård Christensen, der går i 6.D på Vestre skole.