Skolelukninger skulle redde fattig kommune - men besparelser er små
En skole er lukket og en anden delvist nedlagt for at redde Norddjurs' økonomi. Nu viser det sig, at besparelserne bliver langt mindre end forventet.
- Det er en mærkelig følelse for alle. Nu skal vi til at lukke noget, der har eksisteret i knap 60 år.
Sådan lød det fra skoleleder på Mølleskolen, Erik Vedelsbo Falk, tilbage i juni måned, da skolen måtte dreje nøglen om som følge af driftsbesparelser i Norddjurs Kommune.
Sidste efterår besluttede et politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti i Norddjurs Kommune nemlig at vedtage en ny skolestruktur, der skulle give markante driftsbesparelser i både 2019 og 2020. Det indebar blandt andet lukningen af Mølleskolen og lukningen af overbygningen på Ørum Skole.
Men nu viser det sig, at resultatet er blevet væsentligt anderledes end forventet.
Det oplyser borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (Soc. Dem.) til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi havde kun råd til et skoletilbud syd for Grenaa, og hvordan de reelle økonomiske effekter ville være, det er rigtig svært at bede nogen om at regne rigtigt ud, siger han til TV2 ØSTJYLLAND
Norddjurs Kommune regnede med, at tiltagene ville give en besparelse på 9,4 millioner kroner i 2019 – og at det tal ville stige til 27,9 millioner kroner i 2020.
De tal lever ikke op til virkeligheden. I 2019 ender de med en merudgift på fem millioner kroner, og i 2020 sparer de kun 13 millioner.
Lukningen af Mølleskolen og overbygningen på Ørum Skole har betydet, at mange elever har skiftet skole til Syddjurs, og Norddjurs Kommune skal derfor betale penge til Syddjurs Kommune. Samtidig har udgifter til diverse fratrædelsesordninger til opsagte lærere, ledere og administration været medvirkende til, at besparelserne har været minimale.
Og det er den tidligere formand for skolebestyrelsen bestemt ikke overrasket over:
- En stor del, næsten alle dem, der tilkendegav, at de ville rykke til en skole i Syddjurs, har også gjort det. Det kunne de have sagt sig selv, siger Christian Breinholt til TV2 ØSTJYLLAND.
Og det kan give dårlig samvittighed at være en af de forældre, der er med til at bidrage til hullet i kommunekassen. Den følelse kender Rikke Læssøe Schmidt, der har flyttet sine tre drenge til Rosmus Skole i nabokommunen.
- På nogle måder har jeg dårlig samvittighed over det. Omvendt så har mine børns skolegang været langt vigtigere, så den prioritering var på ingen måde svær at tage, siger hun.
En af de elever, der tidligere gik på Mølleskolen, og som nu er rykket til nabokommunen Syddjurs for at få undervisning, er niårige Visti Læssøe Schmidt.
- Det var lidt svært i starten, men efter har jeg fået nogle gode venner og så leger vi bare og hygger os, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom han savner Mølleskolen, er han faldet godt til på Rosmus skole.
- Der var nogle sjove ting på Mølleskolen om morgenen, og der var en fed legeplads og en tarzanbane. Men her er der fodboldbaner, multibaner og så mange andre ting, siger han.