Ulovlig minkfarm fundet - avler nægter at slå dyrene ned

En genstridig minkfarmer får nu slået alle sine ulovligt opdrættede mink ned.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Flere end 100 ulovlige mink blev fundet på Djursland. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Fødevarestyrelsen har efter en anmeldelse fundet 119 ulovlige mink i bure.

Fundet er gjort på en tidligere minkfarm i det nordøstlige Djursland, og det er tredje gang, Fødevarestyrelsen har fundet ulovlige mink i Danmark.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Minkavleren har mandag fået et påbud om straks at aflive dyrene, men det har han ikke fulgt. Derfor sørger styrelsen for at få dem aflivet med gas i aflivningskasser mandag aften.

- Så får vi sendt dem til destruktion efterfølgende, så der ikke er flere levende mink tilbage derude, siger Majbritt Birkmose, der er chef for Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold, til Ritzau.

Da det er en tidligere minkfarm, og der var så tilpas mange dyr, vurderer styrelsen, at det var et erhvervsmæssigt opdræt på Djursland. Derfor overdrages sagen til politiet.

Der er mandag taget prøver af minkene for at se, om dyrene er smittet med coronavirus, eller om de har antistoffer, som kan indikere, at de har været smittet.

- Så vil de komme restriktioner på farmen, hvis det er tilfældet, siger chefen for Veterinærrejseholdet.

Det kan eksempelvis være restriktioner om, hvordan gylle og gødning på farmen skal fjernes.

Ulovligt siden 2020

Siden den 29. november 2020 har det været forbudt at holde mink i Danmark, medmindre det er et hobbyhold med maksimalt fem mink.

Majbritt Birkmose opfordrer folk til at give et tip via Fødevarestyrelsens hjemmeside eller telefonisk, hvis de har viden eller mistanke om ulovligheder inden for styrelsens område. Det kan eksempelvis være ulovlige mink.

- Vi havde ingen forestilling om, at der var levende mink tilbage i Danmark, men det er tredje gang nu, vi finder mink i større antal rundt om i landet, så det er svært at afvise, at der kan være flere, siger hun.

Siden december vurderer hun, at styrelsen har fået en håndfuld anmeldelser om mulige minkfarme. Det er ikke alle mistanker, der viser sig at være hold i.

De dræbte mink blev først gravet ned i store massegrave og siden gravet op for at blive brændt. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det var i juni 2020, at der første gang blev påvist smitte blandt mink i Danmark. De første tre smittede farme blev slået ned ud fra et forsigtighedsprincip, hvorefter myndighederne skiftede strategi.

I stedet for at aflive alle dyrene skulle der være fokus på at forebygge og inddæmme smitte.

Den strategi blev ændret igen i oktober 2020, hvor smitten for alvor spredte sig på de danske minkfarme, og det blev besluttet, at alle smittede farme samt farme i en zone på 7,8 kilometer fra en smittet farm skulle slås ned.

I begyndelsen af november 2020 kom dødsstødet så til branchen for en periode, efter at der var fundet en coronamutation blandt dyrene, som potentielt kunne true effekten af fremtidige coronavacciner: Alle mink skulle aflives.

I begyndelsen af februar 2021 oplyser Fødevarestyrelsen, at de sidste mink på danske minkfarme er aflivet.

Der var omkring 15 millioner mink i Danmark, inden nedslagtningen begyndte.

VIDEO: Der er også i mink i det fri. Eksempelvis på Aarhus Ø

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her