Hærværk på toiletter koster kommune dyrt - nu lukkes de ned

​​​​​​​De seneste tre måneder har Odder Kommune flere gange oplevet hærværk på offentlige toiletter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Her kan du se, hvordan der nu ser ud på de smadrede toiletter ved banegården i Odder.

En dør, der flere gange er blevet sparket ind, graffiti og senest en ildspåsættelse.

Det er, hvad Odder Kommune de seneste måneder har været vidne til på de offentlige toiletter på Holsteinsgade og på byens banegård.

Derfor kan toiletterne begge steder ikke bruges i øjeblikket. Og det ærgrer Leo Kristoffersen, som er driftschef i Odder Kommune.

- Jeg har det virkelig træls med det. Faktisk synes jeg, at det er brandærgerligt, at vi skal bruge skatteborgernes penge på nogle få lømler med en flosset moral, siger han.

Sådan ser der ud i venteværelset ved stationen, som altså nu er aflåst og derfor ikke kan benyttes af letbanens passagerer.

I alt vurderer Leo Kristoffersen, at kommunen har brugt et sted mellem 50.000 og 60.000 kroner på et udbedre skaderne.

Den seneste regning efter ildspåsættelsen har han ikke fået endnu, men han frygter, at det samlede beløb herefter vil nå op på mere end 100.000 kroner.

Overvejer overvågning

For at undgå hærværk i fremtiden har Leo Kristoffersen politianmeldt episoderne, men han fortæller også, at kommunen overvejer at tage andre metoder i brug - eksempelvis videoovervågning eller tidslås på dørene.

Mens Odder Kommune ejer bygningen i Holsteinsgade, er kommunen lejer af en del af bygningen ved banegården, hvor der er venteværelse og toiletter til letbanens kunder. Det er EDC, der står som ejer.

Slut med toiletter ved letbanens stoppested

Og hos ejendomsmæglerkæden er de meget trætte af situationen og fortæller nu, at det er slut med at have venteværelse og toiletter i bygningen.

- Vi har valgt at lukke det ned, for vi kan ikke forsvare at lade det stå sådan her. Der har tidligere været lavet bål herinde. Vi har jo os selv og andre lejere i bygningen, og vi kan ikke forsvare, hvis hele bygningen bliver brændt ned, så derfor har vi valgt at lukke det ned, siger Kurt Birger Svit, daglig leder i EDC i Odder.

VIDEO: Kurt Biger Svit er meget ærgerlig over, at man nu er nødt til at lukke venteværelset med toiletter ned.

Han ærgrer sig over situationen og er træt af, at folk ikke kan behandle stedet ordentligt.

- Som jeg ser det, bliver det nødvendigt for letbanens kunder at benytte toiletter andre steder, for eksempel ved Pakhuset, siger Kurt Birger Svit.

Han forklarer, at lokalerne, der indtil nu har rummet venteværelse og toiletter, nu skal bruges til noget andet.

- Det bliver ikke lavet sådan her igen. Man må finde ud af en anden løsning. Vi er i gang med at gøre klar til udlejning af lokalerne her ved siden af, og der bliver de her lokaler (venteværelse og toiletter, red.) så en del af det. Vi kan ikke lade det her fortsætte, siger Kurt Birger Svit.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her