Priserne er steget - men flæskestegen til jul går fri

Inflationen har på et år taget det højeste spring i mange år. Varer som flæskesteg og marcipan er gået fri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Svinekød er gået fri af generelle prisstigninger. Det lover godt for prisen på årets flæskesteg til julebordet. Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Mens de generelle, samlede priser - inflationen - ligger en del højere end for et år siden, er flere traditionelle julevarer gået fri.

Blandt andet flæskesteg er faldet i pris, mens der også ses et lille fald i prisen for marcipan. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Omvendt er andre madvarer som and og rødvin, der mange steder finder vej til julebordet, blevet lidt dyrere.

Det betyder ifølge cheføkonom Allan Sørensen fra Dansk Industri, at middagen til jul koster cirka det samme som sidste år.

Han fortæller, at udviklingen i priserne blandt andet hænger sammen med det, der kaldes udbud og efterspørgsel.

Vi kan se, at mange produkter - for eksempel mobiler og cykler - har været svære at producere og levere.
Allan Sørensen, cheføkonom, Dansk Industri

- Vi kan se, at mange produkter - for eksempel mobiler og cykler - har været svære at producere og levere. Derfor er prisen steget.

- Andre er faldet i pris. Der har blandt andet været et stort udbud af svinekød, og derfor er flæskestegen blevet lidt billigere, fortæller han.

Generelt er fødevarerne begyndt at stige i pris ifølge privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank.

Hun noterer sig også, at det ikke er hele julebordet, som i år bliver dyrere, men at der ses en beskeden prisstigning for mange juleting.

- Med den seneste tids meget lave priser på smågrise ventes de at blive endnu billigere op til jul, vurderer hun i en kommentar.

Priserne på smarthones er generelt steget i løbet af det seneste år. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Største stigning på et år

Generelt er forbrugerpriserne steget. I november var de 3,4 procent højere end et år tidligere. Det er den højeste stigning på et år siden 2008.

Indekset laves ved at se prisudviklingen på en lang række varer og tjenester - alt fra mælk til husleje, flyrejser og el.

Kigges der på de varer, der kan havne under juletræet, har udviklingen generelt været mest gunstig for de hårde pakker.

Blandt andet er prisen på spil, legetøj og hobbyartikler faldet en smule, mens tøj generelt er steget. Også skønlitteratur er faldet i pris.

- Bogpriserne er dog meget omskiftelige, og hvad statistikken viser er meget afhængig af, hvad der lige er på bestsellerlisten den ene måned frem for den anden, siger økonom Louise Aggerstrøm Hansen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her