Søren skaffede fire millioner kroner til sit drømmeprojekt
Der skal etableres tre nye stenrev i vandet ud for Hou. Højskolelærer Søren Bojer Kristensen står i spidsen for projektet sammen med en flok øvrige frivillige.
- Det er egentlig ret simpelt: Tag nogle sten, smid dem i vandet og vent. Efter noget tid kommer der helt automatisk liv omkring dem, siger Søren Bojer Kristensen, mens han står på havnen i Hou og ser prammen Camilla Fjord stævne ud med et læs sten ombord.
Stenene bliver fra prammen smidt i vandet cirka ud for Egmont Højskolen, hvor Søren Bojer Kristensen til daglig arbejder som underviser, og meningen er, at de skal danne et rev på havbunden på to og en halv meters dybde.
Det er hans projekt - sammen med en flok andre frivillige - at skabe mere liv under havoverfladen, og det har været tre år undervejs, så begejstringen lyser ud af ham. Det er vildt for ham at se, at projektet nu bliver realiseret.
- Jeg håber virkelig, at det her bliver en succes, for det ved vi jo slet ikke endnu. Der er ingen garanti for, at planter kommer til at gro på stenene, eller at fiskene vil bruge dem som gemme- og ynglesteder, siger Søren Bojer Kristensen, mens lastbiler læsset med sten kører forbi ham.
Der er kommet seks af dem, mens han står på havnekajen og fortæller om sit stenrevs-projekt.
Arkæologer har tjekket havbunden
Det omfatter tre rev henholdsvis ud for Dyngby Strand, ud for Egmont-broen og ud for Hou Lystbådehavn.
Arbejdet begyndte i mandags og bliver udført af folk fra Bogense-rederiet Vesta Fjord ApS, der har specialiseret sig i den slags.
Forud er gået tre år, hvor Søren Bojer Kristensen og de andre frivillige har brugt oceaner af tid på at være i dialog med alt fra Odder Kommune, Kystdirektoratet, færgeselskaber, fritidssejlere, kitesurfere, en række lokale interessenter som turistforeningen, landboforeningen og Moesgaard, hvis arkæologer har undersøgt havbunden for spor fra fortiden.
- Det dur jo ikke, at man smider store sten oven på en tidligere jernalder-boplads, så det skulle de selvfølgelig have lov til. Alt i alt har det været en lang proces, hvor vi har skullet sikre på en masse områder, at vi holder os inden for lovgivningen, men jeg er taknemlig for den støtte, vi har fået, og vi har udelukkende mødt stor opbakning fra lokalsamfundet, siger Søren Bojer Kristensen.
Med "lokalsamfundet" tænker han særligt på de 30 landmænd, der har doneret de fleste af de sten, der skal bruges. Stenene kommer fra deres marker, og flere af landmændene har uden beregning kørt dem helt ned til vandet, hvor fra de bliver sejlet ud. Andre er blevet samlet i en stenbank.
Andre sten er kommet fra en nu fjernet mole ved havnen i Aarhus. Der er i alt samlet 2500 ton sten.
Håber på en havskov om nogle år
Derudover har gruppen fået hele fire millioner kroner fra Velux Fonden, som har gjort projektet muligt, og eksperter fra Center for Marin Naturgenopretning har bidraget med rådgivning.
- Vi har også talt med folk fra andre steder i Danmark, der har gjort det her før os. De siger, at hos dem gik der nogle få dage, før dyrene søgte hen til stenene. Det er rejer, småfisk og sågar hummere, der godt kan lide sådan et stenrev, siger Søren Bojer Kristensen.
- Planterne tager længere tid om at sprede sig, for de skal lige finde hen til stenene og komme i vækst. Om alt går vel, har vi tre stenrev med hver sin havskov om nogle år.
Hvad er det, der driver dig?
- Jamen, det er tanken om, at jeg er med til at gøre noget, der hjælper naturen på vej, og det er belønningen ved at se noget blive til virkelighed. Det er meget konkret, når man tager en sten, dumper den og venter på, at livet vokser op omkring den. At verden lige på dét punkt er blevet et bedre sted, siger Søren Bojer Kristensen.
- Det føler bare utroligt godt. Jeg vil faktisk kalde det berigende.
To af revene ventes at være færdige inden for nogle dage, mens det tredje bliver lavet i foråret 2024.