Fra genbrug til miljøforkæmper: Hornslet-firma sælger brugte computere
Du sparer verden for en masse CO2, hvis du køber en brugt computer i stedet for en ny.
Du tænker ikke to gange over at købe en brugt bil, en cykel eller en brugt trøje, men har du nogensinde overvejet at købe en brugt computer?
Det skulle flere af os måske overveje, hvis vi gerne vil hjælpe klimaet. 80 procent af det CO2 en computer bruger igennem hele sin levetid, bruges nemlig i produktionsfasen. Så ved at købe brugt elektronik undgår vi en stor del af udledningen.
Hornslet-firmaet Refurb vil ved at genbruge elektronik, der ellers var kasseret, være med til at gøre noget godt for klimaet. For langt det meste af det, der er inde i din brugte computer, kan sagtens genbruges.
- I vores del af verden bør vi passe bedre på de ressourcer, der ligger i de produkter, der allerede er produceret, siger Peter Hove, der er markedsdirektør i Refurb.
Firmaet sørger for at gøre det brugte elektronik klar på ny. De re-installerer og fikser dét, der ikke virker ved de brugte computere. Samtidig giver genbrugen en god forretning for Refurb.
- Når man genbruger noget, der allerede er produceret, så forlænger vi jo produktets levetid, og det er faktisk det allerbedste, vi kan gøre, og det, der har den allerstørste impact på miljøet. Så længe vi undgår et nykøb, siger Peter Hove.
Fra krejler til miljøforkæmper
Det har nu ellers ikke altid været en dans på roser for Hornslet-virksomheden. De startede i 2008, hvor tre efterskolekammerater fik en god ide. De ville købe brugt it-udstyr, sætte det i stand og sælge det videre.
Men mange troede i starten, at de tre kammerater var krejlere, der var ude på at tjene hurtige penge.
- For år tilbage sammenlignede folk os mere med sådan nogle som Låsby Svendsen. I dag er vi jo en miljøtrend og bliver kaldt miljøforkæmpere, og det er jo i hver sin ende af skalaen, siger Peter Hove.
Siden da er genbrug kommet på mode. Det kan de mærke i Hornslet, hvor den lille virksomhed, der startede med tre kammerater, nu er vokset til at have 50 ansatte.
Men da virksomheden ikke laver nye produkter, så kan deres forretning ikke leve uden producenter, der leverer elektronik af høj kvalitet.
- Vi er jo dybt afhængige af, at der sidder en producent, som producerer udstyr, der kan vare i lang tid. De, der går ned i en detailforretning og køber et meget billigt plastikprodukt, kan ikke forvente, at deres produkt kan genbruges igen og igen. Det er det simpelthen bygget for dårligt til, siger Peter Hove.
Forbrug og smid væk-kultur
I Europa smider vi i gennemsnit ca. 15 kilo IT-affald ud per person. Og det er denne forbrug og smid-væk-kultur, som Refurb vil gøre op med. Din computer eller mobiltelefon kan lige så godt være genbrug, som din bil eller trøje.
Virksomheden vil gerne lære alle østjyder, og for den sags skyld resten af verden, at tænke cirkulært. Ting bliver ikke nødvendigvis ringere af at være genbrugt.
- De fordomme, vi oftest møder, er, at den brugte PC ikke kan det samme som en ny. Stil krav til os. Vi vil levere et produkt, der er et bedre alternativ til nyt, og det skal kunne det samme. Du må ikke gå på kompromis med et brugt produkt, siger Peter Hove.
Derfor leverer Refurb også alle deres produkter med 12 måneders garanti. Det skal friste os østjyder til at spare penge, og samtidig får vi mindre af den giftige elektronik-affald.
Elektronik fylder nemlig 70 procent af alle de farlige affaldsstoffer, som vi har i vores affald. Så også her kan genbrugen gøre en forskel.
Forretningsmodel der duer
Refurb modtager årligt op mod 50.000 computere, tablets og smartphones. De skruer og fixer, så computeren kan bruges igen med garanti. Hvis noget ikke duer, så skiftes det i de fleste tilfælde ud på genbrugte komponenter.
- Refurb har gjort sund økonomi ud af genbrugsøkonomien, og det er faktisk ikke så nemt, som det lyder. Dét at tage gamle materialer og sætte det i cirkulation igen, så det bliver genbrug, er jo alt andet lige noget af det mest bæredygtige, man kan gøre, siger Steffen Max Høgh fra podcasten ’Bæredygtig business’.
Refurb håber med tiden, at deres virksomhed kan komme til at gøre et endnu større indhug i de 50 millioner tons IT-affald, der hvert år produceres. Affald, der snildt kan genbruges.
Hornslet-virksomheden forfiner hele tiden deres metoder, så de kan blive endnu bedre og nå endnu flere mennesker.
- Det handler om at få det her ud over landegrænserne. Vi skal have flere med og få flere til at prøve et genbrugt produkt, siger Peter Hove, der er markedsdirektør i Refurb.