Danmark bliver en motorvej for orkanlavtryk og regn
Rester fra orkanlavtryk og andre vejrfænomener skyller ind over Danmark og giver omskifteligt vejr, siger DMI.
Ugen lægger ud med en solskinsdag, men så påtager vejret sig ellers en noget omskiftelig rolle ugen ud.
Det fortæller Frank Nielsen, som er vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Danmark bliver nemlig en slags motorvej for alverdens vejrfænomener, der skyller ind over landet på vej mod andre kanter.
Læs også:
Mandag skænker godt med sol til de nordlige og østlige egne i Danmark, fortæller meteorologen.
- Vi får lidt flere skyer mod sydvest og nogle enkelte byger, siger Frank Nielsen.
Og så begynder det omskiftelige vejr ellers for alvor.
- Det betyder, at vi efter en solskinsdag i dag (mandag, red.) får en skyet dag i morgen med noget småregn, og temperaturerne bliver pludselig mellem seks og ni grader.
Koldfronten kommer fra nord
Temperaturen ser ud til at holde ved i løbet af onsdag, men også her kan man forvente småregn og skyer. Skal man se solen, skal man nord på, hvor der er mulighed for, at det klarer en smule op.
Natten til torsdag ser det ud til at slå om i det koldere vejr, forklarer Frank Nielsen.
Her slår en koldfront nemlig vejen forbi Danmark.
- Om torsdagen har vi resterne af et orkanlavtryk, som ligger oppe mellem Island og Sydgrønland. Resterne af det trækker ned til Vestnorge og Nordsøen.
- Det kommer til at blæse op. Det bliver ikke så kraftigt, men mere nogle slud-, sne- og haglbyger. Der ligger jo så i det, at vi har temperaturerne til at falde til mellem to og fem grader, siger Frank Nielsen.
Der kan endda være udsigt til nattefrost, hvis heldet ikke er med det danske vejr, fortæller meteorologen.