DSB ophæver krav om pladsbillet i sine tog

Med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om brug af mundbind har DSB valgt at droppe krav om pladsbillet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
DSB-kunder skal igen til at skulle betale et sted mellem 10 og 30 kroner, hvis de ønsker en pladsbillet i togene. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

DSB ophæver kravet om pladsbillet i sine tog.

Det sker, efter at Sundhedsstyrelsen har anbefalet brug af mundbind i den kollektive trafik, når der er trængsel.

Det oplyser DSB i en pressemeddelelse.

Siden midten af marts har kunderne skullet skaffe sig en gratis pladsbillet for at rejse med DSB's InterCity-, InterCityLyn- og regionaltog.

Med det ophævede pladskrav kommer kunderne igen til at skulle betale et sted mellem 10 og 30 kroner, hvis de ønsker en pladsbillet i togene.

Der udstedes ikke længere pladsbilletter til regionaltog, oplyser DSB.

- Danmark er nu på vej ind i en ny fase efter nedlukningen af Danmark, siger Jan Sigurdur Christensen, der er kommerciel direktør i DSB.

- Det har krævet meget af kunderne, og vi takker for den forståelse, som de har udvist gennem de seneste måneder.

De ændrede pladskrav har også betydning for rejser med S-tog. Her har DSB under coronakrisen anbefalet, at kunderne sidder forskudt eller ved siden af hinanden med ansigtet i den samme retning.

Den anbefaling ophæves nu også, så passagererne igen må sidde tæt.

Man kan dog stadig følge med i, hvor mange passagerer der er med et S-tog, før man stiger på, hvis man ønsker at undgå trængsel.

Det kan man på DSB's hjemmeside pladspaarejsen.dk.

FAKTA: Her anbefaler Sundhedsstyrelsen brug af mundbind

Her er et overblik over, hvor og hvornår Sundhedsstyrelsen anbefaler brug af mundbind og ansigtsvisir:

 

* Hvis du er smittet eller har symptomer på covid-19 og skal bryde din selvisolation for at transportere dig til og fra sygehuset.

 

* Hvis du er på vej hjem fra for eksempelvis lufthavnen efter en rejse i et højrisikoområde i udlandet og skal i selvisolation.

 

* Hvis du er nær kontakt til en, som er smittet, og skal bryde selvisolation for at transportere dig til og fra test.

 

* Hvis du er pårørende og ikke kan holde afstand til en person i øget risiko. Det kan for eksempel være ved behov for pleje og omsorg.

 

* Hvis du skal med offentlig transport, og det ikke er muligt at holde afstand.

 

* I erhvervsmæssig sammenhæng hvor hyppig eller langvarig kontakt ansigt-til-ansigt er uundgåelig.

 

* Ved store forsamlinger som for eksempel optog, hvor hyppig eller langvarig kontakt ansigt-til-ansigt ikke kan undgås eller ikke kan forebygges med andre tiltag som afstand med videre.

 

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

DSB opfordrer fortsat alle passagerer til at vise hensyn til hinanden og følge myndighedernes anbefalinger.

Der kan købes mundbind, der opfylder Sundhedsstyrelsens anbefalinger, i DSB's 7-Eleven butikker. Det gælder, så længe lager haves, oplyser DSB.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her