Glade direktører: Efterårsferien har givet godt med gæster
Både Randers Regnskov og Naturhistorisk Museum kan melde om fine besøgstal i efterårsferien.
Det har været en god uge 42. Det melder både Naturhistorisk Museum og Randers Regnskov på efterårsferiens sidste dag.
- Jeg har selv været på museet de seneste dage, og spørger man gæsterne, er der mange, der påskønner, at vi igen kan ses på kulturinstitutionerne. Der er stor taknemlighed for det, kan vi mærke, siger Bo Skaarup, direktør for Naturhistorisk Museum i Aarhus.
De har haft i omegnen af 4234 gæster i denne uge. I 2020 var 3105 gæster forbi museet i uge 42, og i 2019 var antallet af efterårsferiegæster 5730.
Til gengæld har museet haft ekstra mange gæster forbi deres anden lokation, Molslaboratoriet. Her bliver gæsterne ikke talt, men meldingen lyder, at da solen for alvor kom frem i efterårsferien, tog familierne vandrestøvlerne på og gik i Mols Bjerge.
Bo Skaarup ser det som en eftereffekt af coronatiden, hvor mange blev bedre til at bruge naturen.
- Og i så fald tager vi gerne et tab af gæster inde på museet, siger museumsdirektøren, som nysgerrigt spørger til, hvordan det er gået på andre kulturinstitutioner i uge 42.
God uge - har tjent egne penge
Sådan et sted er Randers Regnskov, og der har de haft en fin uge, lyder det søndag eftermiddag fra direktør Henrik Herold.
Regnskoven havde på forhånd annonceret, at ugen skulle blive alt andet end uhyggelig.
'I år skruer vi ned for uhyggen (det har vi haft rigeligt af de sidste par år! #corona)...,' skriver Randers Regnskov på sin hjemmeside.
- Det er gået rigtig godt. Vi har haft mange gæster. Vi er generelt tilbage på 2019-niveauet og måske endda bedre, siger direktøren, der også mener, regnskoven har nydt godt af det rå efterårsvejr.
- Vi har haft omkring et par tusind gæster om dagen. Det er fedt, for som vi har sagt hele vejen gennem coronatiden, vil vi helst gerne bare tjene vores egne penge, siger Henrik Herold, der allerede glæder sig til 2022.
- Når det er sagt, har det jo været et lorteår, fordi vi havde lukket ned så længe, så nu skal vi bare have overstået det her år, så vi kan komme videre, siger han.